100 meter fra hvor jeg bor, ligger den hyggeligste lille café, Black Cat Cafe. Stedet er fyldt med genbrugsmøbler, kaffen er nymalet, og der oser af hygge. Nok findes begrebet "at hygge sig" ikke i det amerikanske sprog, men de har så sandelig forstået konceptet. Har man lyst til en varm kop med vennerne, et lille brætspil eller bare en halv time i cyperspace, så er Black Cat det helt rigtige sted. Som så mange andre steder i NY er varmen helt umulig at styre, så man risikerer at sidde i 25-30 graders varme med sin brændende kaffe, men det gør man på den anden side også hjemme i vores lejlighed. Der svinger temperaturen gladeligt mellem 15 og 32 grader uden, at der er noget vi kan gøre ved det. It is the NY way of living!
Black Cat
I lørdags spiste Cecilie, Sofie og jeg sammen, inden vi alle skulle i byen med praktikanterne fra FN. Menuen kan du se her (min livret!):
Senere på aftenen ændrede det kulinariske niveau sig dog en smule. Du kan selv gætte, hvad der skete mellem de to måltider ;-)
Det var en super hyggelig aften og på trods af de få (?) drinks jeg fik, var jeg i stand til at bevæge mig op til Central Park om søndagen for så at forcere en 9 km runde let joggende. På sin vis fik den milde hovedpine mig til at passe bedre ind sådan en søndag eftermiddag. Jogging er nemlig det, man gør herovre. Tempoet skal endelig ikke blive for højt for de små New Yorkere …
Lige nu sidder jeg på den førnævnte café og nyder en cappuccino efter arbejde. "Som et rigtig storby-menneske," sagde mor, men jeg savner nu lidt en rusketur af den vestjyske vind lige nu. Nok er det koldt og blæsende herovre, men det er slet ikke det samme.
Håber I passer godt på jer selv derhjemme! Det gør jeg i hvert fald herovre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar