En håndboldturnering som øjenåbner

Jeg har spillet mange håndboldturneringer i min ungdom. Helt særligt står især den årlige Julecup i Skjern, hvor vi spillede på ren hjemmebane og havde alle de kendte ansigter og seje frivillige iblandt os. Selv mor og far har i den weekend mellem jul og nytår ageret aktivt køkkenpersonale, så alle børn fik en god frokost inden det næste store slag. Men ingen håndboldturnering vil nogensinde slå den, jeg var til i weekenden.

Man kunne blive i tvivl: Hvilken sejr var weekendens største? Skjerns sejr i pokalturneringen eller NYC's sejr i The Laura Walker Memorial Turnament?

For mig er der dog ingen tvivl:

Husk nu: Krokodillen spiser altid den største! (Kilde SH-billede: JP.dk)

Ikke fordi jeg selv havde en aktie i den ene sejr. Heller ikke fordi Laura Walker turneringen er stor eller niveauet særlig højt. Det var weekendens største sejr udelukkende pga. modstanderne. Intet ondt ord om hverken KIF Kolding København eller Team Tvis Holstebro, men at dedikere sit liv til en sport er bare ikke særlig stort sammenlignet med det, som mine modstandere har dedikeret deres til.

3 gange i løbet af weekenden spillede jeg mod hold bestående af spillere fra West Point Military Academy. Det er unge piger i alderen 17 til 26 år, som alle har meldt sig til et liv i USAs hær. De får en 4 års uddannelse i militæret samt en bacheloruddannelse, som efterfølgende kan bruges civilt. Først skal de dog aftjene 5 års aktiv tjeneste efterfulgt af 3 års passiv. De tager deres uddannelse med livet om indsats, og det er derfor heller ikke tilfældigt, at tuneringen hedder "Laura Walker Memorial". Laura Walker var netop en af de piger, som for 15 år siden spillede på West Points håndboldhold. Hun startede på West Point in 1999, mens USA var et land i fred, og dimitterede i 2003, mens USA var i krig i både Irak og Afghanistan. Begge lande blev hun udsendt til, og i 2005 døde hun i kamp i Afghanistan. 24 år gammel. På alder med mig og de piger, jeg mødte i weekenden.

Laura Walker. (Kilde: west-point.org)

Jeg har kun den dybeste respekt for de piger og drenge, som vælger at dedikere deres liv til at beskytte os andre. Det både rørte og chokerede mig at møde deres liv på militærbasen, for selvom faciliteterne var fantastiske, sammenholdet tæt og smilene store, så blev jeg hele tiden mindet om, at det hele har ét formål: At gøre de her unge mennesker til gode soldater, som i yderste konsekvens ofrer deres liv.

Mange af dem kommer ligesom Laura fra familier, der har en stolt tradition indenfor militæret, hvor far har været aktiv i Golfkrigen, bedstefar i Vietnamkrigen og oldefar i 2. Verdenskrig. Andre er havnet i West Point, fordi de kommer fra familier, som ikke har råd til at give dem en universitetsuddannelse på trods af, at de har lavet gode resultater i high school. Man kan overveje, hvilken af de to grupper, der er mest tvunget ind i det militære liv, for social arv og det pres, der følger med, kan uden tvivl være rigtig tungt. Jeg bliver bare mere og mere glad for, at jeg kommer fra et land, hvor der er fri adgang til uddannelse uanset bankkontoens størrelse.

Men nu skal det jo heller ikke lyde som om, at weekenden har været tung og deprimerende, for det har den bestemt ikke! Det har været sindssygt sjovt at være ude med pigerne og helt vildt storslået at møde West Point, som mest af alt minder om Hogwarts fra Harry Potter. Når man først har set det sted, så er J.K. Rowling lige pludselig ikke så opfindsom.

Marianna, Signe og Isabella i en fløj af kadetternes spisesal.

WP-mænd i "skolegården".

Er jeg den eneste, der tænker Harry Potter? (Kilde: Wikipedia)

Med 4000 kadetter og en masse personale, så skal man da have sin egen Starbucks!

Klatrevæggen er bare én af de mange fede aktiviteter, man kan bruge sin fritid på

Vi spillede 6 kampe i løbet af weekenden og vandt dem alle. Vi mødte West Points førstehold både i indledende og i finalen, og det er vist første gang, at NY har slået dem. Det var dælme også hårdt, for de piger kan løbe ret stærkt og tackle temmelig godt. De øver sig jo hver eneste dag. Jeg fik derfor min sag for på højre fløj, en position som jeg aldrig før har spillet, men som jeg med min meget korte anciennitet på holdet måtte klare mig på i finalen. Det gik ret hurtigt op for mig, hvor meget man løber derude på den yderste plads…

Alt i alt var det en rigtig god weekend oppe nord på. Det var en øjenåbner, men også et lykkeligt gensyn med den sport, jeg næsten havde glemt, hvor højt jeg elsker.

Min første nat på et rigtigt Motel.

De to første kampe er vundet, og vi er klar til flere!

Stolt Signe viser sin placering på scoringslisten om lørdagen. Hun endte selvfølgelig med at blive turneringens topscorer.

The winning team!

West-point here we come!

Tiden er kommet for min første amerikanske håndboldturnering. Her i weekenden skal vi spille på militærakademiet i West-point, umiddelbart et spøjst sted at spille håndbold, men det skyldes, at West-point har valgt, at håndbold skal være en del af deres militære uddannelse. Hvordan de er kommet i tanke om det, er for mig ukendt.

Måske det bliver nogle lidt hårde kampe i dag. Var ude med Sara, Natasha, Bredtoft og hans kammerat, Nicolaj. Som altid et fantastisk selskab!

Da vi allerede skal mødes med holdet her kl. 8, gik jeg på vejen en tur forbi Times Square. Det er vist kun 7.30 en lørdag, at man kan have det sted for sig selv. Fedt var det!

De sødste piger ...

… findes i Danmark! Bortset fra at to af dem lige nu besøger mig. Sara og Natasha er herovre i denne uge og har hevet mig med ud at spise efter arbejde her de sidste par dage. SÅ hyggeligt! Masser af lækker mad, skønt selskab, og så er de selvfølgelig blevet introduceret til Black Cats.

To dejlige piger og sushikokkene i baggrunden.

Tjeneren blev træt af, at vi stod i vejen, når vi tog billeder - så kan tilbød selvfølgelig at tage et gruppefoto. Så var det ligesom overstået ;-)

Black Cats, hvor vi venter på verdens bedste chessecake!

Ugen sluttede i LES, Willamsburg og West Village

Jeg æææælsker at slappe af - så det var det, jeg gjorde i fredags! Aftenen blev således tilbragt på Black Cats med en lækker sandwich, en god kop kaffe og den rejsebog, som jeg fik af Morten og Marianne i fødselsdagsgave. Bogen er fra serien "vide verden", der udgives af Aarhus Universitetsforlag, og kan helt klart anbefales. Det er vitterligt den bedste rejsebog, jeg har læst, fordi den formår at fange en stemning og ikke blot refererer turistattraktioner. Thumbs up for det!

Lørdag bød på 80 års fødselsdag, idet Line, Sofie og Anders, som er kæreste med Sophie fra FN, fylder hhv. 25, 26 og 29 år nu her. Vi var en god flok praktikanter fra både Norge, Sverige og DK med påhæng og venner på baren The Woods i Williamsburg. Fedt sted i øvrigt. Anbefaling her fra!

Bygning i Williamsburg, som jeg gik forbi på vej til The Woods.

Efter en god fest har man altid brug for lidt selvforkælelse - også selvom man som jeg, ikke har drukket til festen (havde ikke rigtig behov for at gentage sidste weekends fadæse). Som billederne viser havde Cecilie og jeg en hyggelig søndag i West Village, hvor vi osede i alle de forretninger, som vi ikke har råd til at købe noget i. En trenchcoat til 15.000 kr. kommer vist aldrig på mit budget..!

Godt vejr betyder masser af børn på byens legepladser!

Det klassiske neyworker-syn. Hvis cykler bliver stjålet tit i Århus, er det intet mod hvad, der sker med dem her.

På trappen til den opgang jeg havde boet i, hvis jeg havde været rig ;-)

Musikalsk metro

Ham her, han underholdt mig på vejen fra arbejde på min faste tur med den orange M-linje.

Hidtil min yndlings-gademusikant!

Normalt står gademusikanterne ude på perronen, men denne fyr var sej nok til at tage sin guitar med ind i toget. En farlig affære, især hvis man ikke har talent, men det havde han heldigvis. Meget endda! Så de sidste 2 stop på min linje kunne jeg nyde en live-version af Ed Sheerans "Thinking Out Loud" - et nummer jeg i øvrigt er kæmpe fan af!
Fyren ville ikke tigge penge, som de normale musikanter, men ville i stedet gerne, at folk gik ind og lyttede til nogle af hans egne produktioner på nettet. Selvom han både sagde sit kunstnernavn og stavede det højt, så var jeg åbenbart lidt sløv, for der kommer ikke meget op på Google, når jeg søger på "Staseo Bobo" (var sørme også et underligt navn!). Der er helt sikkert et eller andet jeg ikke har fanget. Ærgerligt, for han er sikkert hammer-dygtig.

Billedet symboliserer også meget godt en anden tendens i metroen: Folk læser og læser i deres bøger. Og eftersom New York, med sine gennemsnitligt 6 timer og 18 minutters transport om ugen, helt klart topper listen over de amerikanske byer, hvor folk bruger mest tid på transport til/fra arbejde, er det måske ikke så underligt. De kvindelige læsere har i denne forbindelse nok lyst til at tjekke Instragram-profilen 'HotDudesReading', en side, der er blevet sindssygt hypet med sine billeder af meget flotte mænd, der læser i metroen.

En profil med potentiale!

Og hvis du er en af dem, der har tvivlet, så kom jeg rent faktisk ned at træne i går - og igen i dag! Det går sørme vildt for sig her på Rinvington Street. I dag eksperimenterede jeg lidt med en trappemaskine, som mest af alt lignede et levn fra 90'erne, men effektiv var den. Jeg har i hver fald pænt ondt i ballerne efter at have gået hvad, der svarer til 69 etager på den …

Er jeg den eneste, der tænker, at den ligner noget fra Charlotte Bircows storhedstid??? 

"Employees must wash hands"

Enten var der en analfabet eller bare en person med lav hygiegnestandard blandt det personale, som i løbet af fredag aften servicerede mig. I hvert fald havde vedkommende ikke fulgt instruktionen på det skilt, som ellers er obligatorisk på alle restaurationers toiletter herovre: "Employees must wash hands". Jeg har derfor kæmpet med en madforgiftning hele weekenden. Jeg vil spare jer for deltaljer, for det var absolut ikke kønt… Det sætter derimod lidt perspektiv på det forslag, som kom i starten af februar fra den republikanske senator Thom Tillis fra North Carolina. Han foreslog nemlig, at skiltene burde være valgfrie, så de frie markedskræfter kan råde og dermed medføre skilte der, hvor det betyder noget for kunderne. Som den liberalist jeg er, kan jeg selvfølgelig godt følge hans argument, omend det er ude på et område, som virker lidt skørt. De skilte er tydeligvis fuldstændig ligegyldige, eller det er i hvert fald, hvad mine erfaringer siger nu.

Fredag aften startede ellers godt med, at Cecilie og Rasmus gik i Hong Kong Supermarked i Chinatown for at handle ind til lasagne, som vi efterfølgende lavede hjemme hos Rasmus. Og ja, det slog mig da en enkelt gang, mens jeg lå med hovedet i kummen, at fødevarer købt i Chinatown kunne være en oplagt synder, men eftersom ingen af de andre havde problemer, er kineserne udenfor mistanke. I stedet mistænker jeg baren, hvor vi fik drinks eller McDonalds, hvor jeg i min brandert syntes, at en omgang nuggets var mega lækkert (og det er så sidste gang det sker!)

Indtil jeg ved 1-tiden gik hjem, var aftenen god og fyldt med billige og farvede drinks. Vi fik selskab af en af praktikanterne fra Sverige samt en Tinder-fyr, som Cecilie havde matchet med. Sidstnævnte fyr lader dog ikke til at være lige så heldig med sin Tinder-date, som min Rasmus var med sin for et års tid siden ;-)

To danskere prøver at finde vej i et meget anderledes supermarked...

… hvor der disse bl.a. sælges levende. Giver i øvrigt hele butikken samme lugt som havnen i Hvide Sande - så lækkert!

Slutresultatet: Masser af lasagne med masser af ost!

Chinatown er underlig. I denne periode ofres der mad til en eller anden gud på nogle meget lave borde. De eneste, der for noget ud af det, er vist vores firbenede venner med lange klamme haler...

Denne uges højdepunkt på kontoret er, at vi endelig har fået en Nespresso-maskine. Hvis kaffen i det offentlige derhjemme er dårlig, så er det intet mod hvor ringe, den er herovre. Den smager bogstaveligt talt af sure tæer, og jeg har derfor kun til nød en drukket kop, når koffeintrangen blev for stor. Vores nye maskine er blevet døbt "Anders", idet Anders fra handelsafdelingen har været en meget ihærdig primus motor i de 3-4 måneder, det har taget at skaffe maskinen. Folkene i administrationen har derfor ikke været i tvivl om, at ønsket om en ny kaffemaskine har været MEGET stærkt!

Da vi selv skal købe kapsler til maskinen, var Cecilie og jeg i dag forbi Nespresso og prøvesmage de mange forskellige varianter. Vi købte et par pakker hver, men selvom de er væsentligt billigere herovre end derhjemme, så tror jeg, at vi finder nogle "uofficielle" kapsler, når vi har lidt mere styr på smagsvarianter. Det betyder ikke det store for mig, om der står "Nespresso" på min kaffe-kapsel eller "unkown", så længe det smager godt!

På Nespresso-shopping

Nu vil jeg en tur i mit lokale fitnesscenter. Det koster $75 om måneden (ca. 500 kr.) og giver derfor pænt dårlig samvittighed, hvis det ikke bliver brugt. Er allerede bagud med en uge pga. mit lille sygdomsudbrud. Afsted med mig! Det kan kun gå for langsomt.

Newyorker-stemningen nærmer sig

Min gæsteblogger har nu fået sit yndlingsmenneske tilbage, jeg er tilbage i vante rammer på Rivington Street, og der har slet ikke være tid til at savne den lille nævenyttige dame. De sidste fem dage har nemlig været med fuld tryk på!

De kulturelle
Inden den obligatoriske håndboldtræning i lørdags havde Line inviteret mig med til en stor kunstudstilling på Pier 94, The Armory Show. Det er en af verdens førende kunstmesser inden for moderne og nutidig kunst, og Line havde været så heldig at få to VIP-billetter gennem konsulatet. Vi gik rundt på den nutidige del i 3-4 timer, og det var enormt spændende! Line læser jo kunsthistorie og formår derfor at stille alle de rigtige spørgsmål til de udstillende gallerister. Billederne fortæller næsten selv historien om en rigtig "newyorker-lørdag".

Et besøg hos de "rigtige" studerende
Efter at have efterladt Lincoln med en tom blære og en godbid i munden begav jeg mig i søndags op til Columbia University, hvor jeg havde aftalt at mødes med Mathias over en kop kaffe. Han sad og svedte  over midterm-eksamenerne, som han er oppe til i denne uge, og virkede derfor som en mand, der kunne trænge til en pause. Efter en lille guidet tur på campus satte vi os ned på en nærliggende café. Det var skide hyggeligt at få snakket lidt i ædru tilstand, så de ord, der kom ud af min mund, ikke var: "Skjaaaa' vij ha' en G-T mer'?" Samtidig var det sjovt at se universitetet, som på mange måder minder om Uniparken i Århus i og med, at skolen er bygget op omkring en stor plads i midten. Det rigtig fede ved Columbia er dog, at alle studier er samlet ét sted og ikke spredt ud over byen, som det gør sig gældende for AU.

Universitets-selfie!

Hovedbygningen, som i følge Mathias, mest af alt bare står til pynt.

Stegt flæsk med persillesovs

… det var, hvad jeg fik til aftensmad igår! Tro det eller ej. Vi har kun været her 1,5 måned, og vi hungrer allerede efter dansk mad, så i går tog alle praktikanterne på The Copenhagen. Sofies kæreste, Mads, var selvfølgelig også med, da han er herovre lige nu og bor hos os den næste månedstid. 

Det var en super hyggelig aften, hvor menuen for mit vedkommende stod på kartoffelsuppe, stegt flæsk, "Gnalling"(som er en ost fra Arlas specialserie) og øllebrød med creme af hvid chokolade. Maden var virkelig lækker, men aftenens højdepunkt var dog det hjemmebagte rugbrød! Resten af verdens befolkning går virkelig glip af noget der!

Mine søde kolleger: Cecilie, Rasmus og Line.

Kold Carlsberg, det skal der til!

Masser af sovs, men lidt for lidt flæsk ;-)

Lidt lækkert lir

På konsulatet har vi netop fået ny teleudbyder og dermed også nye telefoner. Som du kan se, er det ikke af den billige slags.

Vi siger tak til de danske skatteydere og nyder vores nye arbejdsredskab (læs: legetøj)!

(Inden folk går helt amok over det offentliges forbrug - som selvfølgelig er for højt, men det er en anden diskussion - må jeg nok hellere skynde mig at tilføje, at der er blevet sparet en hel del penge ved at skifte teleudbyder og ja, det er teleudbyderen, der stiller telefonerne til rådighed.)

Nu må jeg hellere knalde brikker og drømme om det dejlige morgenbord, jeg møder ind til i morgen tidlig. Der er jo en fin ordning, hvor de fastansatte skiftes til at medbringe morgenmad om fredagen. I sidste uge, hvor stort set alle var væk, havde vi praktikanter lavet vores eget lille morgenmadsshow. Det viste sig nu at blive et stort show med bl.a. nybagte bagels og doughnuts fra NY's bedste doughnut-butik, Dough i Brooklyn. Rebecca skal stå tidligt op i morgen, hvis hun skal matche den omgang. Heldigvis kan mindre også gøre det. Vi skulle jo nødigt blive alt for fede herovre!

Godmorgen for en fredag!

I'm not a baby!

I’m bored! Why is she so lazy? It’s Sunday morning and at 6 am we should have got out of bed. But no, no, no! She wanted to sleep late that slacker! At 7 it was pretty bad. I had to both pee and poop and someone once told me that I’m not supposed to do that in bed. So I poked at that girl for like an hour before she got out of bed and took me out! She’s really slow-witted. Pretty much every human is. Yesterday we met this cute little boy on the stairs. He must have been like 3 years old or so. I ran to him cause I know small children are soooo good at petting me! But then suddenly, when we were having such a good time, he said. “Look dad, it’s a baby!” Let me make this clear buddy: I’m no baby, I’m no puppy, I’m a grown-up dog who was just at the back of the line when God distributed the long legs. Period!

But today is a nice day. Liz is coming home and I’m getting rid of the weird girl. To be nice she’s been a good roommate even though she’s a bit slow. Yesterday she came home late smelling like a rat from the drains talking about something called “hongbol”. Have no idea what it is, but it must really be disgusting! After taking a bath she served me my dinner and gave to two snacks. Not bad for a Saturdays evening. She might be allowed into my house another time. If I’m in a good mood of course! I like Liz the better. 

Sunday morning!