Jeg har spillet mange håndboldturneringer i min ungdom. Helt særligt står især den årlige Julecup i Skjern, hvor vi spillede på ren hjemmebane og havde alle de kendte ansigter og seje frivillige iblandt os. Selv mor og far har i den weekend mellem jul og nytår ageret aktivt køkkenpersonale, så alle børn fik en god frokost inden det næste store slag. Men ingen håndboldturnering vil nogensinde slå den, jeg var til i weekenden.
Man kunne blive i tvivl:
Hvilken sejr var weekendens største? Skjerns sejr i pokalturneringen eller NYC's sejr i The Laura Walker Memorial Turnament?
For mig er der dog ingen tvivl:
 |
| Husk nu: Krokodillen spiser altid den største! (Kilde SH-billede: JP.dk) |
Ikke fordi jeg selv havde en aktie i den ene sejr. Heller ikke fordi Laura Walker turneringen er stor eller niveauet særlig højt. Det var weekendens største sejr udelukkende pga. modstanderne. Intet ondt ord om hverken KIF Kolding København eller Team Tvis Holstebro, men at dedikere sit liv til en sport er bare ikke særlig stort sammenlignet med det, som mine modstandere har dedikeret deres til.
3 gange i løbet af weekenden spillede jeg mod hold bestående af spillere fra West Point Military Academy. Det er unge piger i alderen 17 til 26 år, som alle har meldt sig til et liv i USAs hær. De får en 4 års uddannelse i militæret samt en bacheloruddannelse, som efterfølgende kan bruges civilt. Først skal de dog aftjene 5 års aktiv tjeneste efterfulgt af 3 års passiv. De tager deres uddannelse med livet om indsats, og det er derfor heller ikke tilfældigt, at tuneringen hedder "Laura Walker Memorial". Laura Walker var netop en af de piger, som for 15 år siden spillede på West Points håndboldhold. Hun startede på West Point in 1999, mens USA var et land i fred, og dimitterede i 2003, mens USA var i krig i både Irak og Afghanistan. Begge lande blev hun udsendt til, og i 2005 døde hun i kamp i Afghanistan. 24 år gammel. På alder med mig og de piger, jeg mødte i weekenden.
 |
| Laura Walker. (Kilde: west-point.org) |
Jeg har kun den dybeste respekt for de piger og drenge, som vælger at dedikere deres liv til at beskytte os andre. Det både rørte og chokerede mig at møde deres liv på militærbasen, for selvom faciliteterne var fantastiske, sammenholdet tæt og smilene store, så blev jeg hele tiden mindet om, at det hele har ét formål: At gøre de her unge mennesker til gode soldater, som i yderste konsekvens ofrer deres liv.
Mange af dem kommer ligesom Laura fra familier, der har en stolt tradition indenfor militæret, hvor far har været aktiv i Golfkrigen, bedstefar i Vietnamkrigen og oldefar i 2. Verdenskrig. Andre er havnet i West Point, fordi de kommer fra familier, som ikke har råd til at give dem en universitetsuddannelse på trods af, at de har lavet gode resultater i high school. Man kan overveje, hvilken af de to grupper, der er mest tvunget ind i det militære liv, for social arv og det pres, der følger med, kan uden tvivl være rigtig tungt. Jeg bliver bare mere og mere glad for, at jeg kommer fra et land, hvor der er fri adgang til uddannelse uanset bankkontoens størrelse.
Men nu skal det jo heller ikke lyde som om, at weekenden har været tung og deprimerende, for det har den bestemt ikke! Det har været sindssygt sjovt at være ude med pigerne og helt vildt storslået at møde West Point, som mest af alt minder om Hogwarts fra Harry Potter. Når man først har set det sted, så er J.K. Rowling lige pludselig ikke så opfindsom.
 |
| Marianna, Signe og Isabella i en fløj af kadetternes spisesal. |
 |
| WP-mænd i "skolegården". |
 |
| Er jeg den eneste, der tænker Harry Potter? (Kilde: Wikipedia) |
 |
| Med 4000 kadetter og en masse personale, så skal man da have sin egen Starbucks! |
 |
| Klatrevæggen er bare én af de mange fede aktiviteter, man kan bruge sin fritid på |
Vi spillede 6 kampe i løbet af weekenden og vandt dem alle. Vi mødte West Points førstehold både i indledende og i finalen, og det er vist første gang, at NY har slået dem. Det var dælme også hårdt, for de piger kan løbe ret stærkt og tackle temmelig godt. De øver sig jo hver eneste dag. Jeg fik derfor min sag for på højre fløj, en position som jeg aldrig før har spillet, men som jeg med min meget korte anciennitet på holdet måtte klare mig på i finalen. Det gik ret hurtigt op for mig, hvor meget man løber derude på den yderste plads…
Alt i alt var det en rigtig god weekend oppe nord på. Det var en øjenåbner, men også et lykkeligt gensyn med den sport, jeg næsten havde glemt, hvor højt jeg elsker.
 |
| Min første nat på et rigtigt Motel. |
 |
| De to første kampe er vundet, og vi er klar til flere! |
 |
| Stolt Signe viser sin placering på scoringslisten om lørdagen. Hun endte selvfølgelig med at blive turneringens topscorer. |
 |
| The winning team! |