En dreng i en subway

En dreng græder hysterisk. Han sparker og slår ud i luften. Aggressionerne får frit løb – så meget at han ryger ned på gulvet. Han ligger på ryggen med benene i vejret. De går som trommestikker ud i luften, mens han skriger. Hun råber, at han skal stoppe. En blanding af afmagt og vrede spejler sig i hendes ansigt, mens hun hiver ham op på sædet Hun råber lidt højere, men det hjælper ikke. Hun slår ham. Han skriger. Hun slår ham. Han skriger. Han lægger sig ned på gulvet igen. Sparker ud i luften. Han bliver stille. Hun skælder ud. Og så skriger han igen.

En kvinde fremmed kvinde blander sig. Moren til drengen bryder sammen. Græder og græder. Den fremmede kvinde krammer hende. Drengen stopper med at skrige. Han er sulten forklarer moren, og de er på vej hjem. Den fremmede kvinde rækker ud mod drengen, og han sætter sig op på skødet af hende. De snakker. Han er helt rolig. Putter sig ind til hende. En fremmed. Moren græder. Hun er træt. Der er helt stille i toget. Dagens helt har vist sig.

---

Den scene udspillede sig under mit tur hjem med subwayen i sidste uge. Jeg sad lige overfor moren, der var på vej hjem med sine to drenge. Den ene var tydeligvis hysterisk og træt, og hun havde totalt mistet kontrollen i situationen. Han skreg, så det gjorde ondt i ørerne, men man blander sig jo ikke i andre menneskers børneopdragelse, vel? Da hun slog ham, gjorde det ondt inden i mig. Min mave vendte sig, og jeg kunne ikke holde ud at se det. Havde det været hjemme i Danmark, havde blandet mig og taget drengen i forsvar, men hvad gør man, når man er et sted med så mange fremmede kulturer? Det er nok ikke første gang drengen bliver slået, ej heller den sidste. For flere af hans kammerater i skolen er det sandsynligvis også hverdag. Hvordan ville moren reagere, hvis jeg blandede mig? Og hvad ville de andre i vognen gøre? Slår de deres børn derhjemme? Eller sidder de med samme følelse som mig?

Konklusionen er, at jeg ikke turde blande mig. New York er et krydsfelt af kulturer, som alle har deres egne spilleregler. Det er svært at navigere i, og jeg frygter, at hvis jeg blander mig i én konflikt, så bliver jeg centrum for en ny. Den lille familie kom tydeligvis fra en anden bydel, hvor det at slå børn ikke er unormalt. En bydel ligesom den, der ligger øst for Avenue Death, hvor der glæder helt andre spilleregler. Jeg var en bangebuks, men heldigvis var der en, som var modigere end mig. Mennesker som hende bør hyldes!

I mit nabolag

I mit nabolag bor der en mand, som er psykisk syg. Ja, der bor nok flere, men ham her lægger man mærke til. I dag da jeg skulle ned i kiosken, når jeg kun lige at stikke hovedet ud af hoveddøren, før der flyver en skruetrækker gennem luften. Normalt har han ellers meget godt fat i den, mens han står nede på gaden og laver de underligste karate-lignende bevægelser. "Hough!", med en voldsom bevægelse slår han ud i luften med skruetrækkeren i hånden. Én gang til, og én gang til. Sådan har det været den sidste måneds tid, så nu holder jeg mig på pæn afstand af ham, når vi passerer hinanden på gaden. Skal ikke nyde noget af, at komme i nærkontakt med den skruetrækker! Men det er nu synd for ham, for han er altid forfulgt og i kamp med sine usynlige fjender. Gad vide, om han nogensinde slapper af.

Jeg må have set lidt overrasket ud, da jeg trådte ind i kiosken i dag, for en ældre mand, som havde set den flyvende skruetrækker, kom venligt over til mig og sagde: "It's okay. He doesn't want to hurt anyone. It's just a part of his mental condition." Det havde jeg jo regnet ud, men det var sødt af ham at sige det, for jeg blev jo temmelig forskrækket.

Da jeg står ved kassen og skal til at betale, siger en fyr ved siden af mig: "You're just such a beauty." Typisk, når jeg hører det, så kommer det fra en af de lidt skumle typer eller en flok unge drenge ovre fra blokkene, og så er det ikke så rart. Ham her så heldigvis flink ud og ligende mest af alt en familiefar på vej hjem med mælk til ungerne. Jeg smilede, sagde tak og gik ud af kiosken.

En tur i kiosken, der på mange måder er det perfekte billede på mit New Yorker "hood". Her er flere svagtbemidlede end folk i hvide skjorter. Her er den faste gruppe af hjemløse og mennesker, som godt kunne bruge lidt pleje og et ekstra serviceeftersyn. Her familierne, hvor mor og far måske ikke helt har forstået, at chips ikke en grøntsag, og at sund og nærende aftensmad ikke består af et pizzaslice - eller også har de bare ikke råd til andet. Men her er også helt "almindelige" mennesker og et lokalmiljø, hvor folk kender hinanden og sender genkendelsens smil, når jeg siger hej. Det er sjældent i New York, at man bliver genkendt, men det gør jeg altså her, nede i den mere kedelige del af ellers så hippe Rivington Street. Det har været et godt hjem de sidste 6 måneder, ikke fordi det er et specielt lækkert område, men fordi det har givet et lille indblik i den verden, der ligger bag blokkene for enden af vejen. En verden, som er meget fjern fra det, jeg kender. Og det er netop en af de smukke ting ved byen, for her bor mennesker så kompakt, at en enkelt gade kan adskille to verdner. Du går fra området med de lækre restauranter og designertøj ind i kinas kopivarer og gadesælgere blot ved at krydse én gade. Fortsætter du endnu et par blokke, ender du der, hvor selv en falsk Chanel-taske til til $30 virker som en uoverskuelig stor investering.

Jeg bor lige på grænsen mellem den pæne del af Lower East Side og de sociale boligbyggerier, hvor der er allermest ballade. Gaden, der skiller det hele ad, hedder Pitt Street. To blokke længere oppe skifter den navn til Avenue C. De tre mest østlige avenuer på Manhattan har navnene Avenue B, C og D, men New Yorks brændmænd kalder dem "Brave, Crazy, Dead", fortalte Sean, som er brandmand i mit område og kæreste med Ari fra håndboldholdet. Det er mest for sjov, men er desværre ikke uden grund, for krydser man Avenue C og bevæger sig øst på, så er der bare en større sandsynlighed for, at det ikke bliver en rar oplevelse. Især, hvis det er om aftenen, og man ikke er en af områdets faste beboere. Så dér skal jeg ikke ud. Jeg nøjes med at holde mig her, hvor jeg ved, at det er trygt. Her risikerer jeg kun at blive ramt af en skruetrækker og ikke af den øske, som brandfolkene for nyligt hilste på øst for Avenue D.

New York er en crazy by, men jeg kan virkelig godt lide den!

Nyt kontor

I løbet af de sidste 6 måneder med titlen som Assistant Investment Officer, er det som om, at mine kolleger ikke helt har opdaget mit store potentiale. Jojo, de har vel nok anerkendt, at jeg er dygtig, men det er ikke gået op for dem, at jeg er rigtig dygtig. Ja, faktisk næsten så dygtig, at det er mig, der burde være direktør i foretagendet. Det er jo ikke for sjov, at mine forældre har kaldt mig "chefen", siden mit 2. år i denne verden. Derfor har jeg selv taget affære! Så nu bor jeg på det rette kontor med den rette titel på døren…

Der står "Deputy Director" på dørskiltet til mit kontor, når jeg møder på arbejde ;-)

Jon er ude, nu er der nye boller på suppen!
(Og ja, alle foreningsaktive økonomer har før set mit forsøg på at se skræmmende ud… ikke min stærke side. Det skræmmer hverken mine kolleger i IDK eller de idi*ter, der sætter beskidte tallerkner i køkkenet på foreningsgangen hjemme på uni.)

… måske jeg ikke helt har de beføjelser, som ejeren af det kontor, men om ikke andet så er det skønt, at jeg kan gå ind, hvor der er lidt ro. Det der med et åbent kontormiljø, det bliver bare aldrig mig!

Min næstsidste uge i NY har været stille og rolig. Der er ikke så meget jeg skal nå, så jeg nyder bare at tulle lidt alene rundt i byen. Torsdag fik jeg dog selskab af Stefan fra The World's Handball Club, som kom ind fra Jersey for at sige på gensyn. Vi havde en super hyggelig aften med en lang (alt for lang efter Stefans mening…) gåtur og et besøg på The Meatball Shop. Nu har jeg sørget for endnu en fan til den famøse kødbolle-restaurant ;-)

Min unge tyske ven, Stefan!

I dag har jeg været på Orchard Beach med Nadia. Ida, som var med til brunch i sidste weekend, tog også med sammen med sin veninde Anne. Vi chillede i solen, kiggede på mennesker og nød latino-stemningen, som i den grad kendetegner stranden. Da folk rundt om os efterhånden skiftede fra at være børnefamilier til at være halvfulde unge drenge, smuttede vi hjemad. Nadia og jeg cyklede til Nadias lejlighed i Bronx, hvor vi fik en cola zero, snacks og lidt mere snak. Mega hyggeligt! #EjHvorLækkerAsiat

Se dét er en lækker lørdag!

På vej hjem. Kun lidt solbrændt og med de rødeste øjne længe.

PS: Det er jo lørdag, så mine yndlingsmusikanter underholdte på mit subway-stop, Delancey/Essex. De havde virkelig steppet op i dag med den fedeste korsang, så de fik lidt ekstra i indsamlingsbøssen. Har efterhånden smidt en del små, krøllede 1 dollar sedler efter dem. Men det har de også fortjent, når de hver gang sikrer mig et godt lørdags-humør! :-)

Ferie i en kogekedel

Der er kun 11 dage og 12 timer til jeg lander i Kastrup, og jeg bruger lige nu mine sidste feriedage i New York. Her er så varmt, at asfalten nogle steder føles helt klistret. Mine to fridage her i starten af ugen bliver derfor primært brugt indendøre eller i skyggen, hvilket nok også er fint, eftersom jeg har en lille praktikopgave, der skal færdiggøres.

Og i takt med at jeg nærmer mig returen til DK, forlader flere og flere af mine nye venner også byen. I tirsdags blev det Signes tur. Hun har ligesom jeg været i praktik herovre, men har været så heldig (læs: mega sej) at få job ved konsulatet fra 1. september, så hun er kun taget på sommerferie derhjemme. Inden hun rejste, holdt Nadia en lille afskedsmiddag, som selvfølgelig var hammer-hyggelig!

Hos Nadia spiser man sundt (lige indtil Marks kæmpe skål med chokolade kommer på bordet…).  Mark var en særdeles flink fyr, som Nadia gav husly nogle dage. Hun kendte ham ikke på forhånd, men sådan er Nadia: Gavmild og altid klar på at møde nye mennesker!

Lørdag var der endnu en ny ven, som forlod byen, da David fra det svenske konsulat vendte snuden mod Sverige. Han skulle selvfølgelig også sendes afsted med manér, så fredagen bød på en god middag og lidt øl ude i byen. Jeg skulle dog ikke for sent hjemad, da Nadia havde inviteret mig med til sammenskuds-brunch hos en af sine venner. Lørdag var jeg derfor frisk og klar kl. 9 og havde dermed masser af tid til at forberede mit bidrag til måltidet: Bananpandekager! Det er jo en af de mange gode ting, der er kommet ud af mit bekendtskab med Myggen, og jeg er efterhånden ret habil i diciplinen ;-)

Jeg ved ikke, hvad baren hed, men fed var den! I enden bag en bardisk stod disse gutter og gav den max gas!

Er man i nød, må man improvisere… Skotøjsæsker kan bruges til meget!

En god blanding af glade danskere og spaniere!

Nadias kammerat Julio kendt en god bar, og jeg var glad!

Og netop som jeg troede, at søndag ville gå hen og blive lidt kedelig, så blev Cille, Rasmus og jeg enige om at lave mad sammen. Rasmus bor lige nu i vores kollega Megans lejlighed ude på Rosevelt Island. Det blev derfor til sommermad på tagterassen med udsigt til Manhattans skyline - den præcis samme udsigt, vi havde om lørdagen, idet Nadias ven bor i opgangen lige ved siden af Megan.

Rasmus og Cille i solen på en rigtig hyggelig aften.

Skyder god energi ud til alle jer, der følger med herinde med et billede fra dagens træning! Holder dampen oppe selvom slutningen på et fantastisk halvår nærmer sig!

Træn med et smil :-D

Lillebror og Canada

Som det så ofte er tilfældet, når der er langt mellem indlæggene her på bloggen, så er det fordi, der er sket en masse ting. Der har slet ikke været tid til at berette, så her kommer det hele i ét stort foto-bjerg!

Som fortalt har Anders været på besøg, og det har været den bedste uge! Vi har hygget os og taget tingene, som de er kommet. Vi har gået mindst et halvmaraton hver dag, så lillebror har set alle mine yndlingssteder - og besøgt nogle af de turistattraktioner, vi ikke fik med, da vi var her i 2013. Forventningerne var især høje til Naturhistorisk Museum, men der blev vi slemt skuffede! Der var godt nok en masse dinosaurere, men formidlingen af viden foregår på samme måde som i 1960'erne: Noget i en montre med et lille slidt skilt nede foran. Gaaab, hvor kedeligt! Det blev heller ikke bedre af, at det fleste udstillinger var med en masse dårlige plastikdyr. Det' en ommer!

Men ser man bort fra de 2 spildte timer der, så havde vi en fed uge. Tankerne fløj straks tilbage til vores interrail i 2012, og vi grint over alle de sjove oplevelser, vi fik dengang. Jeg elsker min lillebror og glæder mig efterhånden helt vildt til at komme hjem til ham og alle jer andre!

Selfie foran NYSE beklædt i Stars and Stribes!

Lillebror er allerede træt af storesøsters selfies. Derfor: Photobomb!

Amateur Night på Apollo Theater i Harlem, det kan anbefales! En masse "talenter" stiller sig op på scenen for at modtage publikums dom. Bliver der buet, bliver du smidt af scenen af en stepdansende udsmider, men modtager du bifald, kan det blive starten på en lang og stor karriere. Der blev det bl.a. for Jimi Hendrix, James Brown og mange andre store musikere.

De grønne trøjer skabte en fest allerede under opvarmningsshowet. Hold nu op, der blev shaket booty!

Brunch på the Butcher's Daugther. Et sted jeg længe har kigget på men aldrig gået ind på - og DET var en fejl. Så lækkert sted!

Fyren bag disked kan lave det søde, det salte og alle former for juices.

Anders fik besøgt Rasmus's yndlingssted i NY: Dough!

… og Wafles & Dinges. Det er jo ferie.

Søskende i regnskoven… eller bare i Central Park.

Og nå lillebror så rejser hjem til Danmark, så skulle man tro, at jeg ville blive lidt træt og deprimeret. Men dét gjorde jeg ikke. Fredag til middagstid hoppede jeg nemlig i en bil sammen med Signe, Nadia og Marianna og satte kursen med Montreal. Lørdagen bød nemlig på Sandball tunering! Sandball er en fortolkning af strandhåndbold, hvor man ikke må have fysisk kontakt (øv!), men til gengæld kan lave en hel masse tricks, der giver 2 og 3 point. Ryan, som er målmand på herrernes førstehold, kommer fra Montreal, så vi boede i hans forældres hus, da de ikke bruger det lige nu. Det var derfor ren luksus for os piger at ankomme sent fredag aften efter 7 timers køretur, da drengene stod klar med grillmad og kolde øl!
Selve turneringen om lørdagen var rigtig hyggelig. Det var sindssygt hårdt at løbe i sandet, så det var godt, at vi var 10 spillere, selvom der kun er 4 mand på banen ad gangen - så var der nemlig også overskud til en omgang bubble-fodbold!
Jeg kan mærke, at jeg virkelig kommer til at savne det fællesskab, som er på holdet. De mennesker er bare elskværdige! Turen til Montreal var min sidste med dem, men forhåbentlig kun i denne omgang. Måske der er mulighed for, at jeg kan snige mig med til Lake Placid og Nationals næste år ;-)

Så' der drømt roadtrip!

Weekendens damer: Signe, mig, Nadia og Marianna.

Første kamp er vundet, og vi er klar til morgenmanden!

Bini-man. Vores dejlige træner - og i weekenden også målmand!

Holdet, som i øvrigt (som sædvanlig) vandt det hele, bestod af (øverst fra venstre): Ryan, Bini, Stefan, Marianna, Signe, Oliver, Nadia, Vlad, Djordje og mig.

Efter en støvet dag under den bagende sol, skal vi da have kolde øl i poolen!

Djordje har styr på grillen.

Djordje har ikke helt styr på grillen.

Bubble-fodbold! Her kan man bare smadre ind i hinanden, uden at der sker noget. Der er lige så sjovt, som det ser ud.

Vildeste NY-oplevelse EVER!

Vi havde regnet med, at det ville blive sjovt, men SÅ sjovt, det havde vi ikke set komme. Dagens tur på jetski var den hidtil bedste oplevelse, jeg har fået i New York. På 2 timer drønede vi rundt om Frihedsgudinden og hele Manhattan. Topfarten nåede de 100 km/t, og med Anders bag styret fik vi også en svømmetur i East River og en i Hudson, da et par sving blev taget med lidt for heftig fart. Jeg kan dog ikke helt frasige mig en del af ansvaret, da han selvfølgelig blev kraftigt opfordret til at finde grænsen - man er vel storesøster ;-)

Det tegnede altså til at blive en fantastisk dag, men lige så godt som dagen startede, lige så dårligt sluttede den. På trods af store mængder solcreme har mindste-manden nemlig formået at få en ordentlig solskoldning. Han slægter desværre sin storebror på i den henseende og ligger derfor nu i sengen, smurt ind i absurde mængder after-sun. Lettere sygdomstegn har også meldt sig, men vi satser på, at det er solens skyld og ikke vandet. Hudsonfloden har aldrig været den reneste…

Vi mødtes med guiden i Hoboken. Det er alt for lækkert derovre på Jersey-siden!

Efter den fedeste tur! Humøret er højt!

Så' det ferie!

10 dage med fri: Juhu! Lillebror er landet i NY: Juhu*2! Den næste uge bliver fantastisk dejlig, når den skal tilbringes sammen med min bedste ven i verden. Vi har ikke de store planer - og så alligevel lidt. I morgen skal vi ud at sejle på vandscooter rundt om Manhattan. Det bliver sjovt!

Anders landede i JFK i fredags, lige tids nok til at opleve 4th of July. Og Amerikanernes nationaldag fik vi i den grad fejret. Vi startede dagen med den traditionelle og landskendte hotdog-spisnings-konkurrence i Coney Island. Det gælder om at spise så mange hotdogs som muligt inden for 10 minutter. Vinderen i mændenes konkurrence spist 62… Men det er jo intet i forhold til at rekorden er 69… Der er kun ét ord, der beskriver vores oplevelse: Klamt! Det sjovest var næsten, at ædekonkurrencer rent faktisk er en sport herovre. Der er et nationalt forbund for ”sporten”, og der var virkelig nogle blandt publikum, som gik seriøst op i det. Desuden bliver konkurrencen tv-transmiteret ud til hele USA. Meget mærkeligt land…

Tip: Hvis et pølsebrød skal spises hurtigt, skal det først dyppes i vand. Mens hotdoggen spises presses vandet ud af brødet igen. Versågod, så er der serveret!

Cille, som pølsen i et Munck-Højsgaard-pølsebrød ;-)

Lillebror og mig foran Wonder Wheel i Coney Island.

Independence Day blev om aftenen fejret i East River State Park med flot udsyn til det store fyrværkeri, som bliver arrangeret af Macy’s. Har aldrig set noget lignende, og nytårsaften bliver aldrig det samme igen. Hvem har måske set raketter formet som smiley’er? Det har vi nu.

Tilfreds Mr. Munck med en Whisky Old Fashioned på Independence Day.

I dag har været en rigtig dase-dag på Rockaway Beach sammen med Cille, David og nogle af deres venner. Udstyret med en god portion solcreme er det lykkedes os ikke at blive røde trods 3 skønne timer i solen. (Ja ja mor, vi kan altså godt!)

Rockaway Beach var proppet(!), men heldigvis var der lige plads til to blegfede danskere.

Anders er vild med The Meatball Shop - og jeg forstår ham godt ;-)

Søster har flottet sig og givet lillebror en kasket.  Mest af alt så han ikke bliver solbrændt den næste uges tid ;-)

Og selvom jeg har været lidt sløv herinde i denne uge, så skal i ikke snydes for ugens højdepunkter. Onsdag på vej hjem fra ACE Hotel stødte jeg på en gratis koncert i Madison Sqaure Park med en rigtig dygtig sangerinde, Kat Edmonson. Tjek hende ud, hun er for lækker!

Koncerterne er i øvrigt en fast onsdags-ting, så det er nok ikke sidste gang jeg kigger forbi på vej hjem fra arbejde.

Fyldt park med folk, der bare chiller og har det for lækkert! Kat Edmonson skabte en fantastisk hyggelig stemning.

Torsdagens hjemtur var også lidt sjov, idet jeg stødte på en flok demonstranter. Præcis hvad de var vrede over, ved jeg ikke, men det var noget med Bill og Hillary Clinton. Måske jeg burde følge lidt bedre med i nyhederne herovre og ikke kun nøjes med den hjemlige TV Avis…

Ja et eller andet er de i hvert fald utilfredse med...

Over and out fra en storesøster, som nyder at have besøg af verdens bedste lillebror <3

Swaps på ACE

Min aften er dedikeret til ACE Hotel og lidt arbejde for uddannelsescenteret derhjemme. Jeg opdaterer vores undervisningsmateriale og tests på swaps - og tro det eller ej, så er det sindssygt hyggeligt! Ikke et ondt ord om arbejdet ved IDK, men nogle gange er det bare rart at komme tilbage til teoriens tryghed, som jeg kender den fra Uni. Jeg glæder mig efterhånden også til at starte med traditionel undervisning igen. På grund af bacheloropgave efterfulgt af valuation-opgave og nu praktikhold har jeg stort set ikke praktiseret den klassiske "læs, gå til forelæsning, løs opgave"-studiemetode siden mit 5. semester, så det bliver skønt at komme tilbage til det.

Indtil da hygger jeg mig med lidt swapprodukter - og en god kop kaffe i lobbyen på ACE Hotel. Det er hurtigt blivet mit yndlingssted, når der skal arbejdes!

Er ikke den eneste, der tyr til arbejde og studier på ACE. Hotellet er det oplagt valg for New Yorkere og turister, som har brug for lidt plads til koncentration, men som ikke kan udstå stilheden på et bibliotek.

Jeg siger ikke, at han ikke er en pæn mand, men udsigten var nu bedre, da Cille var med i lørdags!