Tiden flyver ...

… og Thrane har allerede været her i en uge! Det har heldigvis været en fremragende en af slagsen. I lørdags tog jeg som altid til træning på high schoolen i Hell’s Kitchen, men efter træningen gjorde vi noget, som vi ikke plejer: Dameholdet tog på Times Square til et photoshoot med vores medaljer, hvorefter vi gik ud og spiste en 3-retters. Der var derfor lagt op til fest, da vi joinede mændene på vores faste lørdags-bar, Mercury. Det var dog en meget træt Thrane, som landede i JFK kl. 20, så vi tog en lidt kortere aften.

Danskerne <3

Bite that medal!

Sølvdamerne på Times Square.

Siden da har vi fået en masse sol og en hel del samvær med håndbold-menneskerne! Søndag til rooftop party hos svenske Angelika, mandag brunchede vi den med Signe, Julia, Oliver og Steffan, tirsdag tog vi til træning (og spillede fodbold, til Thranes store begejstring), og onsdag fejrede vi Julias 28-års fødselsdag. Arbejdsmæssigt har det været en kort uge for mig, eftersom mandag var Memorial Day og dermed en fridag! Torsdag valgte jeg selv at tage en dag off, så vi kunne komme på lidt fælles sightseeing. Her tog vi den obligatoriske tur på Five Leaves, ligesom The High Line, Meatpacking og Chelsea Market. Billederne fortæller det meste, så vil ikke bedrøve jer med kedelige beskrivelser. Konklusionen er, at det har været lækkert at have Thrane på besøg, og at #EjHvorLækkert er det nye!

Rooftop med håndboldholdet!

Set fra oven.

Første tur i Central Park!

Drinks og pizzaer. Lækkert, lækkert!

NYPD prøver at passe ind på Times Sq.

Mad, mad, mad. NU starter salatkuren!

Fødselsdag for søde Julia. Fra venstre Ariane, Marianna og Signe.

Fødselsdagskage!

Fest-holdet!

På High Linen!

Hop, Hop!

De sande kunstnere til Olafur Eliassons LEGO-event på High Linen.

Stor begejstring!

Hop igen.

Og igen!

Uden mad og drikke… Icecream sandwich og lemonade!

En jule-taxa i julebutikken i Litte Italy...

Bonus-info:

#EjHvorLækkert stammer fra Nationals-weekenden. Sayed fra Egypten og Michal fra Polen skulle lære lidt dansk, og Signe fandt det naturligt, at det skulle være verdens vigtigste udtryk: ”Ej, hvor lækkert!”. Den næste sætning de lærte var ”Smæk mig i numsen!”. Der er ikke rigtig nogen, som ved hvorfor …

Fuld fart

Der sker ting og sager i NY lige nu. Så meget, at jeg slet ikke har tid til at blogge om dem. Derfor bliver dette indlæg ultra-kort. Den længere fortælling må vente til senere på ugen. Har besøg af Thrane, min veninde gennem de sidste 9 år. Vi mødtes på SINE og har holdt ved siden. Lige nu og indtil på fredag holder vi sammen i New York, og der er allerede sket en masse: Rooftop Party, bytur, brunch, sightseeing og en masse vabler! Et lille kig til de sidste 3 dage ser sådan her ud:

Thrane-pigen på rooftop!

Brooklyn Bridge!

Det er brunch-tid. Fra venstre: Oliver, Julia, Signe, Stefan, Thrane og mig.

Middag med en smuksak

Hurra hurra! Cille havde fødselsdag i torsdags, men af gode grunde kunne jeg ikke være der og fejre hende. Derfor havde jeg i stedet givet lovning på en middag på The Smith, og den fik vi i dag.

Efter arbejde skulle Cille lige undervise Rebecca i dansk et par timer, hvilket passede mig fint, da jeg så kunne lave lidt af det arbejde, jeg har med hjemme fra uddannelsescenteret. To dejlige effektive timer med den bærbare, som dog er ved at vise væsentlige træthedstegn (Den har bare at holde studietiden ud! Har jo ikke råd til noget efter denne her tur...)

Med god arbejds-samvittighed kunne vi kl. 19.30 gå op til restauranten og nyde en 3-retters med drinks. En perfekt afslutning på torsdagen!

NYC Team Handball Club dominerer Nationals - og mit hjerte!

Jeg har skrevet om dem før, og nu gør jeg det igen. NYC Team Handball Club har totalt stjålet mit hjerte! Jeg er forelsket til op over begge ører og græder indvendigt ved tanken om snart at skulle forlade de skønne mennesker, som jeg først lige har lært at kende, men som jeg allerede elsker meget højt.

I weekenden var vi til de nationale mesterskaber i York, Pennsylvania. 4 stærke hold, 2 store medaljehåb og en masse godt humør drog fra NY for at deltage i årets håndboldbegivenhed. Som de fleste af jer nok allerede ved, så blev medaljeambitionerne indfriet med en guldmedalje til herrernes førstehold i eliterækken og en sølvmedalje til os damer! 

Timeout!

Venter på burger. Namme nam!

De sødeste, sjoveste og lækreste damer i New York.

Vi er klar i bussen!

Sølv er altid en skuffelse, lige når man står i det, for i virkeligheden så taber man jo guld, men efter et par timer (og øl...) var vi rigtig stolte af vores præstation. Aldrig før har der været medaljehøst til New Yorks damer til de nationale mesterskaber, så vores flotte sølv var på mange måder en større begivenhed end herrernes guld, som de har høstet 5 gange inden for de sidste 8 år og derfor var klare favoritter til. Og mens mændenes finale derfor var den kedeligste kamp, jeg længe har set, så var det nok noget mere spændende at følge med på livestreamingen af vores kamp. Vi startede med at føre stort, men pludselig gik noget galt i hovederne på os, boldene fløj gennem vores forsvar, og det var stolpe-ud i angrebet. Det sker nogle gange i håndbold, men denne gang var det slemt, og vi fik desværre ikke vendt skuden, selvom vi slog hårdt i forsvaret og løb så mange kontra som muligt. Vi var bare trætte, som det sker, når man spiller 6 kampe på 3 dage, men mon ikke de andre hold frygter os lidt mere i fremtiden. Der var i hvert fald i spiller fra Chicago-holdet (vores modstander i finalen), som allerede efter vores kamp i indledende runde spurgte Signe, om hun ikke kunne tackle lidt blødere. Hun var jo meget stærkere end alle andre, lød argumentet og "We have kids at home" blev nævnt... Undskyld, men man spørger vel ikke en løber, om han ikke lige kan sætte farten ned, fordi alle andre er langsomme? Chicago-spilleren fik derfor pænt at vide, at sådan spilles håndbold altså i Danmark, og at så længe tacklingerne var rene, så måtte hun finde sig i det (eller begynde at spille basket...) Da jeg skulle tage samme spiller ud mand-til-mand i finalen, havde hun derfor ingen intentioner om at nærme sig, men blev i stedet pænt oppe på midten af banen. Jeg kan ikke afvise, at det har haft en betydning, at jeg til vores træner, Bini, signalerede opdækningen med en hånd, der krydsede halsen. Resultatet var i hvert fald, at hun ikke skulle nyde noget af "Take her out" ;-)

Det lille optrin fra Chicago var dog den eneste antydning af dårlig stemning i løbet af weekenden. Stemningen holdene imellem var fantastisk, og alle var bare begejstrede for at kaste bolde rundt til de nationale mesterskaber. Mange af os ville aldrig have chancen for det i Europa, for det svarer jo til at spille slutspillet i Boxer Ligaen derhjemme. Der blev derfor uddelt masser af krammere på tværs af holdene og drukket en del øl om aftenen. Sidstnævnte førte vi i NY dog væsentligt på. De andre hold må være lidt irriterede over, at vores spillere (og især mændene) er så gode, at de kan uddele tæv til alle modstandere og samtidig have drønende tømmermænd! Jeg er nu meget godt tilfreds, for som dansker er jeg jo vant til, at øl bringer folk sammen, så jeg lærte mine herlige klubkammerater endnu bedre at kende.

Medaljeoverrækkelsen

Photoshoot! Det her er de virkelige vindere!

Da trofæer og medaljer var vundet, gik turen hjem mod Times Square (i en bus uden aircondition). Med medaljer om halsen og egyptiske Sayed i front indtog vi derfor pladsen jublende og glade til stor underholdning for alle turisterne. Efter et lille fotoshoot tog vi på bar, hvor øllene stod klar til os og indbød til en lang søndag aften. Det var derfor en meget hård mandag morgen, da jeg klatøjet kl. 9.00 hilste på min nye chef, Rune, som erstatter Jon til juli. Rune får lidt introduktion til arbejdet i denne her uge, hvor han leder efter lejlighed i byen. Da jeg sammen med Jon ved 16-tiden havde introduceret ham til vores lead-generering, gik jeg dog hjem på en tidlig fyraften. Sengen kaldte i dén grad på mig!

The World's Handball Club - den bedste klub i verden, hvis du spørger mig!

Et lille sammenklip fra søndagen set med danskernes øjne (undskyld Signe…)

Vi fester!

Der blev lavet et lille klip om vores sejre, som kan findes her: AOL Rise Sports Update

Og hvis du ikke allerede har set den film, "Home Court", som i 2012 blev produceret om klubben, så gør det! Den fortæller virkelig historien om den tolerance og det venskab, som jeg er fortabt i. Link og kode til den findes på min væg på Facebook :-)

10 billeder

Udsigten fra 84. etage. Vores konsul, Jarl, fyldte 50, og vi overraskede ham med et surprise party i hans lejlighed.

Prisen, som Jarl betaler for at have denne udsigt, er, at der konstant kommer officielle gæster rendende. Det kunne jeg nu nok godt leve med...

Min chef, Jon, holder tale for Jarl. Ulla, Joe og Sofie lytter med.

Efter et utroligt vellykket surprise party, hvor Jarl nærmest sprang op i loftet af forskrækkelse, satte jeg mig uden for bygningen og ventede på Sofies kæreste, Mads, der skulle aflevere min nøgle til lejligheden. 4 små unger legede på en bænk og badede i et springvand.

Kineserne, når vejret bliver godt. De deler sig op efter køn og sidder rundt ved bordene, hvor de spiller spil, jeg ikke før har set.

På vej i byen. Tog selvfølgelig en babe-selfie og sendte den til Rasser derhjemme!

Knap så meget babe… Signe og jeg har nydt godt af de lækre drinks på The Woods.

Babe-faktoren er 0. Plejer tømmermænd i sengen med en ice cream sandwich. Namme Nam!

Søndag i solen. Hvis man bare husker solcreme og shades, kan arbejdet sagtens hives udendørs!

En gruppe munke (eller sådan noget?) spiller musik på Union Square.

Forelsket i New York

Så ramte den, forelskelsen i byen, som aldrig sover. Her til aften satte jeg mig et ambitiøst mål: En løbetur over Williamsburg Bridge, sydpå til Brooklyn Bridge, over den og op igen. En tur på ca. 11 km, hvilket var lidt rigeligt taget i betragtning, at det eneste, jeg løber for tiden, er frem og tilbage på en håndboldbane. Men hold da op, hvor var det sveden og det tunge åndedrag værd! Har længe ikke kunnet finde ud af præcis, hvor Williamsburgs jøder bor. Det har jeg fundet ud af nu. I området lige mellem de to broer vrimlede det med mænd med høje hatte og kvinder i tilknappede jakker. Det var som at træde ind i en helt anden verden.

Turen blev på mange måder en gennemgang af de 4 store befolkningsgrupper i byen: Jøderne i Williamsburg, de sorte (Må man stadig sige det? Jeg er lidt forvirret over denne her politiske korrekthed…) i Brooklyn, turisterne på Brooklyn Bridge og kineserne i China Town. Det var ikke en tur i tempo med Wilson Kipketer, da der konstant var en ny scene at tage billeder af. Især udsigten over Manhattan, da solen var ved at gå ned, gav mig lyst til at råbe og juble i vilden sky. Det var til at blive helt høj af!

Lækker lille café i Brooklyn...

Manhattan fra sin bedste side.

It's selfie time!

Til sidst et lille shout-out for Myggen derhjemme! Det er nemlig hans fødselsdag! Hip Hurra og tillykke med de 26 år!

Min ventil

Jeg tror de fleste mennesker har brug for et sted, hvor luften kan lukkes af ballonen, inden den sprænger. En ventil for vrede og frustrationer. Sommetider ligger den ventil i bunden af en ølflaske,  men jeg prøver så vidt muligt at bruge et alternativ. Min ventil er et svedigt lokale fyldt med tunge jernskiver, for der er ikke noget bedre end at træne sig selv halvt ihjel, når hovedet skal have lidt ro. Det er nemlig svært at være tungsindig, når kroppen er bombet, og endorfinerne ræser rundt i kroppen.

I New York ville det alt andet lige være billigere for mig at bruge øl-metoden, da et medlemskab i mit lokale center koster $75 - væsentligt dyrere end Fitness World derhjemme! Men at bo i byen, der aldrig sover, har sine fordele. Således er Ludlow Fitness, som mit center hedder, bemandet 24 timer i døgnet, hvilket er utrolig praktisk, når jeg, som i dag, skal have lukket luften af ballonen kl. 22.30. Efter det, der nok kan kategoriseres som mit livs mest demotiverende håndboldtræning, var det en befrielse at finde de store vægte frem og lade agressionerne få frit løb. Det dur jo ikke, at jeg 9 dage før Nationals mest af alt har lyst til at melde pas og forlade banen.

Derfor længe leve mine små tunge venner! De er et dyrt, men dejligt bekendtskab.

Weekend i Lake Placid

I søndags kunne jeg simpelthen ikke holde, hvad jeg havde lovet. Da jeg ramte Rivington Street var der totalt udsolgt, så fik ikke skrevet nærmere om turen til Lake Placid. Den får I derfor nu.

Først og fremmest: Det var FEDT! Hele byen i Lake Placid er som nævnt bygget op i forbindelse med vinter-OL, og området lever i dag stadig af besøgende sportsfolk – om end ikke alle har niveauet til de berømte fem ringe ;-)

Vi tilbragte weekend på det olympiske træningscenter, som er gået all-in på alle de olympiske sportsgrene og ikke kun dem, der tilhører vinterudgaven. Dermed var der alle de faciliteter, man kunne drømme om: Stor lækker hal, vægttræningsfaciliteter, is-bad, sauna osv. Og så var der selvfølgelig en toptunet kantine, der serverede lækker mad hele dagen.

 

Dejlige damer sponsoreret af Hummel!

 

Spredt ud over weekenden havde vi fem træningspas, så der blev forbrændt lidt kalorier, og benene var ømme, da turen gik hjem søndag. Men ud over træning bød weekenden også på en masse hygge og socialt samvær! Jeg kender derfor mange flere af mine klubkammerater nu, end jeg gjorde, før vi tog afsted, og jeg glæder mig endnu mere til de nationale mesterskaber i næste uge.

 

Vores elskede træner, Bini.

Min klubkammerat, Eliad, var god og tog billeder af en af vores mange træninger.

 

I øvrigt er jeg blevet dybt imponeret over den åbenhed, der er i klubben, som på mange måder også er sigende for New York. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor du kommer fra! Når vi er 50 mennesker samlet omkring vores sportsgren, så er ophav og hudfarve et emne uden relevans. Alle er åbne og ivrige efter at lære hinanden at kende, og de mange forskellige sprog, der tales på kryds og tværs, er blot med til at gøre det hele mere farverigt. I det perspektiv kan man godt blive lidt flov over at komme fra Danmark, hvor det nærmest er obligatorisk at stille spørgsmålet ”Hvor kommer du fra?”, så snart man møder en person med et andet udseende end det skandinaviske. Ikke hermed sagt at ophav er ligegyldigt, men måske der fandtes mere interessante og sigende ting at vide om folk. Sådan er indstillingen i hvert fald i The Worlds Handball Club, hvor det vigtigste er passionen for håndbold og de mennesker, man omgås.

Men på trods af passion for sport og mange lækre træningsfaciliteter, så stod hele weekenden jo ikke i sundhedens tegn. Lørdag aften blev der åbnet for ølhanerne på Lake Placids eneste bar, Roomers. Her blev der danset til den lyse morgen – og jeg erkender blankt, at jeg var en af bannerførerne! Er længe siden, at jeg har hygget mig så godt og haft så slemme tømmermænd søndag morgen. Det er ikke lækkert, når man kl. 9.15 skal være klar til at spille træningskamp. Var meget tæt på at hilse på min morgenmad igen, når Signe løb kontra mod mit hold… Den pige er dælme hurtig!

 

Find en fejl!

 

Det var Lake Placid, nu tilbage til nutiden. Dagen i dag har budt på en helt særlig aktivitet på kontoret, nemlig forsegling af den blæser, der sidder i loftet bag Cecilies skrivebord. Arbejdsmiljøet her på kontoret er mildest talt elendigt, da der er alt for koldt! Bygningens administration kan slet ikke finde ud af at styre varmefordelingen mellem de 34 etager, så vi sidder gerne i 19-20 grader, hvilket er pænt koldt, når man er stillesiddende. Særligt slemt har det været for Cille, da hun oveni hatten har aircondition blæsende lige ned i nakken. Det har hun dog ikke længere. Rasmus og jeg kom til undsætning!

 

Hvor mange Djøf'ere skal der til at stoppe en blæser?

Og mens det er koldt indenfor, har sommeren meldt sig udenfor. Vejrudsigten siger 20-25 grader, men nede på gaden føles det mest af alt som 28-30, hvilket nok skyldes en rigtig varm asfalt og en stigende luftfugtighed. Luftfugtigheden skulle ifølge min kollega, Anders, blive det helt store problem, når vi rigtig rammer sommeren. Vi kommer alle sammen til at gå rundt som springvand af sved. Hvor lækkert!

Jeg nyder dog, at vejret er vendt til det varmere og ser især frem til weekenden, som forhåbentlig kommer til at byde på masser af solbadning!

 

Det blomstrer!

Glad på vej til arbejde!

Mon ikke Århusianerne kunne skabe et nyt eksporteventyr ved at tage en tur i Risskov og plukke ramsløg. 200 kr./kg, det er jo sindssygt!