Store Tudedag

Jeg husker tydeligt Store Tudedag for 7 år siden, da jeg stoppede som elev på Sportsefterskolen SINE. I TV Avisen så jeg i sidste uge, at dagen igen har meldt sig for de mange efterskoleelever, og meget passende har vi her i New York holdt vores egen version. Min kære chef, Jon, havde i går sidste arbejdsdag hos Invest in Denmark efter 9 år i organisationen - først 5 hjemme i Danmark og derefter 4 her i New York.  Nu flytter han og familien tilbage til Danmark, hvor han skal være chef for Strategi, Policy og Kvalitet, som er det kontor, der varetager alle tværgående opgaver i Eksportrådet. Han kommer altså i spidsen for ét af de 4 kontorer, der udgør Eksportrådet: Eksportfremme, Handelspolitik, Invest in Denmark og altså SPK. Et flot og velfortjent skridt op ad rangstigen!

Men selvom man skal hjem til et spændende og udfordrende job, kan man godt blive lidt rørt over at skulle forlade sit nuværende - især når det er "verdens bedste job", som Jon siger. Vi fejrede ham derfor på behørig vis med afskedsfrokost på Smith & Wollensky og en rigtig fin videohilsen, som Rebecca havde sat sammen.

Klar til Jons yndlingsret: Burger! Fra højre er det Jannik, Jon og Jens. Ditte tager billedet, og Rebecca sidder desværre fanget i en lufthavn på vej hjem fra Danmark.

Søndag var jo som nævnt dagen for den store pride parade, og Cille og jeg var selvfølgelig nede at se den. Det var lidt ligesom den kinesiske nytårsparade med en del store virksomheder, der gerne ville reklamere. Efter en times tid orkede vi ikke mere og gik derfor ned og fik en kop kaffe i stedet. Da vi skiltes i West Village, havde jeg en idé om, at jeg ville gå hjem - men det viste sig at være et naivt håb. Paraden var stadig i gang - 5 timer efter den var startet - og der havde samlet sig enormt mange mennesker. På et tidspunkt så mange at den lille klaustrofob inden i mig var ved at gå i panik. Det blev heldigvis afværget med et opkald til Rasmus på FaceTime, og jeg kom hjem efter at have taget en god lang omvej.

Kaffepause!

De homoseksuelles fest!

En historisk weekend kan mærkes i New York! Efter en dom fra Højesteret har homoseksuelle i hele USA nu ret til at blive viet - en ret som tidligere kun tilfaldt beboere i 36 ud af de 50 stater. Se dét er en begivenhed, som er værd at fejre - især når det sker samtidig med den årlige pride i New York. Weekenden er således fyldt med fester og events for de homoseksuelle og alle os andre, der gerne vil være med til at markere deres sag. Højdepunktet er den verdenskendte parade ned ad 5th Avenue, som vi selvfølgelig skal ud at se i morgen!

Cille og jeg kunne dog allerede mærke stemning i går, da vi gik ned ad 8th Avenue. Vi sad og spiste aftensmad på The Meatball Shop: Lækre kødboller med pestosauce, salat og naturligvis en icecream sandwich til dessert! 

Man kan mix-and-match'e alt muligt lækkert på The Meatball Shop. Absolut et besøg værd, hvis man en dag rammer New York! 

En byens bedste icecream sandwich!

Ved siden af os sidder to amerikanske mænd, hvoraf den ene er meget interesseret i at høre om Danmark. Som så ofte herovre, snakker vi lidt om dem på dansk (det skal man i øvrigt passe på med, især i turistsæsonen…) og kommer frem til, at de nok er homoseksuelle. Det bærende argument for den påstand var de ens vielsesringe ;-) Det er dog først, da vi forlader restauranten, at det går op for os, at 80% af menneskene omkring os sandsynligvis er homoseksuelle. De er på vej ud eller har allerede fundet et sted at fejre dagens store begivenhed. Vi griner lidt af, at de sandsynligvis også opfatter os som et lesbisk par og finder vores vej ned til metroen efter en lang dag.

Overalt hænger der regnbue-flag fra folks lejligheder, og butikkernes udstillinger stråler  med glæde over de nye regler.

Pga. de mange mennesker på gaden viser billedet her ikke helt det, jeg gerne vil vise. Baren har vist normalt en god overvægt af homoseksuelle gæster, men i fredags var der ikke plads til andre end de homoseksuelle mænd!

Café-skilt - et af mange!

Minions og Pride i en og samme kage. Jeg elsker det!

Fredagen havde nemlig været lang. Vi havde taget dagen fri for at tage i Woodbury outlet-byen og gøre nogle gode kup. Og gode kup, det fik vi! Ret stolte var vi af at have fyldt adskillige poser med lækkert tøj uden at have rundet de 2000 kr. pr. pers. 

Shopping kan gå hen og blive lidt uoverskueligt...

Glade og tilfredse shoppere.

Lige nu sidder vi i lobbyen på ACE Hotel, et nyt sted for mig, men det er absolut ikke sidste gang, at de ser mig her. Stedet er en blanding mellem bibliotek, lounge og bar, og hele eftermiddagen har der været fyldt med folk, som enten drak kaffe eller arbejdede ved deres bærbare. Et perfekt sted at sidde, når jeg skal lave arbejde for uddannelsescenteret derhjemme!

Koncentreret Cille på ACE.

Når intranettet driller, kan man altid tage endnu en selfie ;-)

2-2

I dag har jeg gjort noget, som jeg ikke har gjort siden 4-5. klasse: Spillet en fodboldkamp! Nadia ringede ved 19-tiden, da jeg var på vej hjem fra arbejde, og spurgte, om jeg ville spille med hendes hold kl. 21 i West Harlem. Se, dét siger man jo ikke nej til, så jeg skyndte mig hjem, skiftede tøj og strøg ud af døren igen.

Min præstation i kampen behøver vi vist ikke at gå i dybden med. Jeg løb en masse og gav nogle velplacerede (og skjulte...) albuer til de mandlige modstandere. Turde ikke gøre det mod pigerne. Når jeg er Terminator i håndbold herovre, tør jeg slet ikke at tænke på, hvordan en solid tackling mod en mindre fodboldpige vil blive opfattet. Holder mig til dem, der er et hoved højere og 20 kg tungere - ved siden af dem ligner jeg nemlig et uskyldigt lille lam ;-)
Fik da også lidt igen. Efter at tage stået og skubbet lidt groft til en fyr ved et hjørnespark, får jeg en (temmelig bevidst) albue i hovedet. Da han ser, at jeg er en pige, bliver han helt flov: "Oh sorry, I thought you were a guy!" 

Vi spillede 2-2 til vores store ærgerelse, da modstanderne scorede begge deres mål inden for de sidste 10 min. Øv bøv, men sådan er sport jo.

Har fri i morgen, så skal på shopping i Woodbury med Cille. Det bliver rigtig hyggeligt!

Glemte at tage et team-foto af mine medspillere, så her er et af banen i stedet - og modstanderne!

Det nye fodboldtalent!

Nærkontakt med et par fodboldstøvler. Fodbold er en farlig sport ;-)

Så gik der endnu en uge!

Tiden går så sindssygt stærkt, at hverken jeg eller bloggen kan følge med. Det er en uge siden jeg sidst har skrevet herinde. Ikke godt!

De sidste 7 dage har budt på en masse gode oplevelser. Har været til antiekstremisme-event i FN, voldædt sushi, drukket øl i solen til den svenske midsommerfest og haft min sidste håndboldtræning (snøft!).

Tirsdagens besøg hos FN havde vi store forventninger til, da vi tog afsted. Google, Facebook og en masse diplomater skulle diskutere, hvordan man bekæmper ekstremisme på nettet. Et hot emne! Desværre var tiden for kort, og diskussionen blev aldrig rigtig dyb. Et svagt krads i overfladen, og jeg fik fornemmelsen af, at paneldiskussionen mest var et alibi for den efterfølgende networking. Selvfølgelig fint nok, da det ofte er der, der skabes værdi, men da hverken Cille eller jeg har de store planer om aktivt at bekæmpe radikale på nettet, fik vi altså ikke så meget ud af den aften.

Hvilken FN'er er det, som elsker at rende i vådt jakkesæt? Man kunne da godt lige have bygget et lille halvtag mellem sikkerhedstjekket og hovedbygningen...

Hashtags hører til, når man bekæmper ekstremismen på nettet.

Cille som en ægte diplomat!

Særligt anerledes var det dog onsdag. Her fik vi virkelig noget for pengene! All you can eat sushi for $30. Det hele var super lækkert og i rå mængder, da vi selv kunne bestille, hvilke stykker vi ville have via den iPad, vi havde fået udleveret. Super smart!

Og ja, det var kun første servering...

Torsdag var valgaften. Vi sad sammen med FN’erne på 18. etage og så resultaterne rulle ind. Her skal det lige siges, at en valgfest kun bestående af diplomater, den bliver aldrig rigtig vild – de er jo trods alt ret diplomatiske ;-)

Så er der fest...

Droppede valgfesten til fordel for noget mere fornuftigt: Træning! Den store begejstring skyldes  derfor ikke valgresultatet, men en betydelig fremgang i min træningsfrekvens.

Fredag var til gengæld politisk ukorrekt, da vi brød alle regler om ikke at drikke alkohol i offentligheden og slæbte en kasse øl ned i Battery Park. Det samme gjorde i øvrigt alle svenskere i byen. Små 10-12.000 mennesker i en park med plads til 6.000, dét var hyggeligt, og den svenske midsommertradition glemmer jeg ikke lige foreløbig. Vi skal virkelig have gjort noget ved Sankt Hans derhjemme!

Ved ikke, hvad den statue forestiller, men jeg ved godt, hvad den ligner...

Dagen udemærkede sig i øvrigt også ved, at min kollega, Søren, der ligesom jeg er praktikant ved IDK, var på besøg i New York. Han arbejder i vores afdeling i Silicon Valley men havde et par dages ferie sammen med sin svenske kæreste, Emma, her i byen. Super hyggeligt at møde dem begge! Har kun mødt Søren ”online” på vores videokald, så det var fedt at tilbringe fredagen sammen i solen og med en øl i hånden!

Udsigten fra Battery Park, da solen gik ned.

Super hyggelig gade i Downtown, hvor vi spiste og drak en øl. Ren oktoberfest-stemning!

Sorgen stak i hjertet lørdag, da jeg havde min sidste træning med håndboldholdet. Havde selvfølgelig medbragt afskeds-øl, så vi kunne få lidt at køle os på i den 30 grader varme hal mellem fodboldkampen og basketkampen. For håndbold det spiller vi ikke her i slutningen af sæsonen! ;-)

Efter træning hoppede vi på stambaren Mercury og fik en burger og en øl. Eller dvs. Stefan og jeg endte med en del af sidstnævnte. Vi var de eneste i festhumør, så vi blev så længe, at ingen af os helt husker, hvornår vi tog hjem. Det var vist efter et par kander øl…

Stefan og jeg i hopla!

Søndag var derfor en dag med massive tømmermænd. Jeg havde dog aftalt med Søren og Emma, at jeg tog med dem i baptistkirke i Harlem. Håbet om et stort gospelkor blev desværre ikke helt mødt, men det var en syret oplevelse med masser af ”Halleluja” og ”Amen” – og en ældre dame, som løb i rundkreds under en af bønnerne. Der var også en decideret gammel dame, som knap nok kunne gå, men hold nu op, hvor kunne hun synge! Hun må næsten have haft en fortid som sangerinde, for god det var hun. Prædikerne (og ja, der var flere i løbet af de 2 timer, vi var der…) handlede primært om massakren i South Carolina, tilgivelse og om at ”be a man”. Det var nemlig fars dag i søndags, så mændene fik lige en kærlig opsang ;-) Og ja, så sang vi også ”Happy Birthday” for en ung knægt, som havde fødselsdag.

Alle tømmermænd kan kureres med is. Den hvide is her er med olivenolie-smag og den var overraskende god!

Efter en søndag i næstekærlighedens navn blev jeg slemt ked af det mandag morgen på vej til arbejde. Jeg går stort set altid på 2nd Avenue – hele vejen fra Houston og op til 47th Street. I sidste uge begyndte jeg at lægge mærke til noget mystisk mellem 12th og 13th Street. Op ad et træ sidder der nemlig hver dag en tigger, men underlige er, at det ikke er den samme tigger. Hver dag i sidste uge sad der en ny på præcis samme sted med præcis samme tæpper. Rigtig uhyggeligt blev det i torsdags, da jeg overværede en midaldrende asiatisk mand guide en usselt udseende pige til rette på tæpperne. Jeg så det på lang afstand og var lidt i tvivl om, hvorvidt det virkelig var det, jeg troede det var. Jeg blev dog ret sikker i min sag, da han efterfølgende gik ind i den nærliggende kiosk og hentede et papskilt og gav det til hende… 

På min faste gangrute foregår der noget, som ligner organiseret tiggeri. Det gør ondt helt indeni at blive konfronteret med det, og jeg håber og beder til, at der ikke ligger et netværk af menneskehandel bag det, selvom det nok ikke er usandsynligt.

Her sidder de. Billedet er fra mandag, og det er anden gang, at jeg ser denne fyr sidde der.

Morgenturen i dag var mere opløftende. Godt nok sad der igen en tigger mellem 12th og 13th, men allerede inden jeg nåede derop, blev jeg i godt humør. Den lokale high school på Rivington Street have nemlig dimission i dag, så der var fyldt med glade unge i lange kåber og med en ”tænkehat” på hovedet! Et samfund består jo både af sort og hvidt, så det var skønt at se, at fremtiden ikke er helt håbløs for alle.

Glade piger klar til at modtage deres eksamensbevis!

Langdistanceforhold

Et ord, der smager rigtig grimt. Især når man ved, at afstanden er 6.000 km.

Men der er mange måder at håndtere det på - selv når internettet svigter, og FaceTime bliver til en skrattende omgang larm. Så sender Rasmus snapchats og det i store mængder! Jeg smiler af mit lille fjollehoved, og nu kan I få lov til at gøre det samme.

(Og ja, jeg ved godt man ikke må screenshotte, men nogle gange bliver fristelsen altså for stor!)

En Big Apple-weekend

Jeg har haft en fantastisk weekend! Den ramte den der perfekte balance mellem afslapning og en masse gode oplevelser. Weekenderne herovre kan ellers tit blive lidt fyldte, for der er så mange ting, jeg gerne vil. Så pludselig melder mandag sin ankomst, og jeg er bombet, mangler søvn og er slet ikke klar til at starte arbejdsugen. Sådan var det heldigvis ikke i dag. Jeg vågnede fuldt udhvilet og med en dejlig fornemmelse i maven. Her kan I se hvorfor.

Åh, koldskål
… du er nu engang det, som gør sommeren ekstra lækker! Og det er meget svært at leve i 30 graders varme og høj sol uden dig. Derfor tog Cille og jeg en hurtig beslutning i fredags: Vi skulle lave koldskål og bage kammerjunker. Måske du tænker som min chef Jon: "Det lyder som noget gamle mennesker gør." Og ja, det er det nok, men hold nu op, hvor var det lækkert! Det gik dog en lille smule galt i Whole Foods, og jeg vil gerne påtage mig det fulde ansvar. Måske var det underbevidstheden, som blev grebet af Whole-Foods-sundhedsfanatismen - jeg ved det ikke, men resultatet af indkøbsturen var ikke heldigt: Fuldkornshvedemel og en sukker, som ikke burde eksistere. To kæmpe fejl, som medførte nogle lidt for sunde kammerjunkere, men hvad, de gled da ned alligevel!

Dem her blev fremstillet med ...

… denne her! Det burde være strafbart med alle de light-produkter!

Resulatet blev dog respektabelt. Det ligner jo næsten det evige kærlighedsforhold mellem Arla og Karen Volf.

Den bedste dag på ugen
Ingen diskussion, det er lørdag! Jeg sover længe, har fri hele dagen og kan blive oppe til langt ud på natten. Og det var også præcis, hvad jeg gjorde i lørdags. Selvom jeg først forlod Cilles seng ved 10-tiden, nåede jeg både at være kulturel, sporty og alt muligt ;-)

Det er lørdag, jeg er på vej til træning, og mænd'ern spiller selvfølgelig, som de plejer!

Overophedet efter træning i 30 grader varm gymnastiksal. Så er det godt, at opdage et helt nyt is-sted! Vælg mellem 15 forskellige ispinde, 5 forskellige chokoladeovertræk og 8 knas-typer. Alt er selvfølgelig hjemmelavet og hammer-dyrt! Jeg er forelsket <3

Weekend betyder små pop-up-markeder i NY. På Broadway stødte jeg på denne bod og dens ejer, David Parise. Han er fotograf og tager billeder af originale Barbie og Ken dukker i forskellige omgivelser i New York, Miami og LA. Overvejede at købe denne, men af hensyn til min nye roommate hjemme i DK, lod jeg være ;-)

Og så var jeg også mest vild med denne. Igen: Jeg er forelsket <3 <3

Lørdag aften er sjældent en stille forestilling, og det blev den heller ikke i denne uge, selvom det egentlig var min plan, da jeg begav mig afsted til Arianes fødselsdagskomsammen. Hun havde blot inviteret til en stille øl på tysker-baren Zum Schneider, og det var da også ganske roligt, lige indtil to brandbiler rundede hjørnet. Vi sad ved et bord på fortovet og undrede os lidt, men så udbrød Ari: "It's ladder 11!" Ud af den forreste brandbil kommer nu en flok flotte brandmænd med en lagkage og brændende lys. Shawn havde sammen med sine kolleger arrangeret en lille overraskelse til sin 43-årige smukke kæreste. Hun var lykkelig og vi andre dybt imponerede! Der gik ikke længe før Julia, Signe og jeg fandt vores vej ind i den brandbil! Vist lidt mod reglerne, for drengene var egentlig på vagt, men hvad gør man ikke for tre søde, smilende piger ;-)

Vi ææælsker mænd i uniformer!

Juhu! Så så man lige os!

Brandmændende udgyder i øvrigt samme respekt herovre som militæret - hvis ikke mere. Efter 9/11 har man fået meget stor hengivenhed for dem og deres arbejde, og de hyldes som helte. Meeeen selvom de er vant til at få meget opmærksomhed, så kunne et par skandinaviske piger alligevel fange deres interesse - til stor irritation for konerne derhjemme, fortalte Ari. Heltestatus til trods, så er de nogle værre nogle de brandfyre…

Photo photo
Søndag tog jeg mit kamera med på gåtur op til Washington Square Park. Det blev kom der nogle ganske hæderlige billeder ud af.

Vejfest på Orchard Street. Opdagede en masse fede butikker bl.a. Askan, hvor jeg købte mig en ny cap!

Taxi! Taxi!

To lækre mennesker, som opfordrede mig til at tage et billede af deres lækre pose!

Han sidder der tit, den gamle mand, ved klaveret i Washington Square Park.

Når det er varmt i NY, leger børnene i springvandene. Er ret sikker på, at det ikke er det sundeste i verden, men man er jo endnu ikke nået så langt med byudviklingen, at man kan bade i havnebasinnet. Måske om 20 år at New Yorkerne kan nyde samme luksus som Københavnerne, planerne er i hvert fald i støbeskeen.

Et par ligger i parken på Union Square. Undrer mig over, hvorfor de har taget en altankasse med?

Føler mig street og feminin med min nye blomster-cap. Den har bindebånd, som kan bruges, når det blæser. Totalt surfer-agtigt og mega praktisk, når sommeren som regel tilbringes ved Vesterhavet!

3 billeder, 3 små begivenheder

Den sidste håndfuld dage siden GovBall er ikke specielt interessante at berette om. Har været på kanten af lidt sygdom, så derfor er hver arbejdsdag blevet efterfulgt af aftensmad og 10-11 timers søvn. Ret ensformigt.

Nogle der til gengæld ikke er ensformige, er de her gutter! De er det faste band på min lokale metrostation, Essex/Delancey, især om lørdagen når jeg skal til håndbold. Sommetider har de en gutinde med, men som oftest er det bare de tre. De synger soul, og de rocker den for vildt! Bliver som oftest en dollar eller to fattigere, når jeg venter på F-toget ;-)

Det andet billede, jeg vil dele med jer, kommer her. Opdagede ikke, at Line tog det, men hvis min forrige indlæg ikke udtrykte klart nok, at vi havde en fest i weekenden, så gør det her måske.

Som rosinen i pølseenden er det nyeste billede. Er fra min gåtur hjem fra arbejdet. Lige som jeg havde pralet overfor mor i telefonen med, at jeg er blevet så god til at modstå de mange fristelser, der er herovre, går jeg forbi en italiensk isbutik, som jeg ikke har set før. I 30 graders varme var fristelsen for stor... Nøj, de laver gode is!

Som I nok kan fornemme, har jeg det godt herovre. Næsten lidt for godt. Er skræmmende, at der kun er 1,5 måned tilbage. Tiden er gået så vanvittigt stærkt!
Når det så er sagt, så glæder jeg mig også til at komme hjem til jer alle igen. Især Mygind - ham skal jeg jo snart kigge på hver dag. Og tro det eller ej, så glæder jeg mig ret meget til det ;-)