NYC Team Handball Club dominerer Nationals - og mit hjerte!

Jeg har skrevet om dem før, og nu gør jeg det igen. NYC Team Handball Club har totalt stjålet mit hjerte! Jeg er forelsket til op over begge ører og græder indvendigt ved tanken om snart at skulle forlade de skønne mennesker, som jeg først lige har lært at kende, men som jeg allerede elsker meget højt.

I weekenden var vi til de nationale mesterskaber i York, Pennsylvania. 4 stærke hold, 2 store medaljehåb og en masse godt humør drog fra NY for at deltage i årets håndboldbegivenhed. Som de fleste af jer nok allerede ved, så blev medaljeambitionerne indfriet med en guldmedalje til herrernes førstehold i eliterækken og en sølvmedalje til os damer! 

Timeout!

Venter på burger. Namme nam!

De sødeste, sjoveste og lækreste damer i New York.

Vi er klar i bussen!

Sølv er altid en skuffelse, lige når man står i det, for i virkeligheden så taber man jo guld, men efter et par timer (og øl...) var vi rigtig stolte af vores præstation. Aldrig før har der været medaljehøst til New Yorks damer til de nationale mesterskaber, så vores flotte sølv var på mange måder en større begivenhed end herrernes guld, som de har høstet 5 gange inden for de sidste 8 år og derfor var klare favoritter til. Og mens mændenes finale derfor var den kedeligste kamp, jeg længe har set, så var det nok noget mere spændende at følge med på livestreamingen af vores kamp. Vi startede med at føre stort, men pludselig gik noget galt i hovederne på os, boldene fløj gennem vores forsvar, og det var stolpe-ud i angrebet. Det sker nogle gange i håndbold, men denne gang var det slemt, og vi fik desværre ikke vendt skuden, selvom vi slog hårdt i forsvaret og løb så mange kontra som muligt. Vi var bare trætte, som det sker, når man spiller 6 kampe på 3 dage, men mon ikke de andre hold frygter os lidt mere i fremtiden. Der var i hvert fald i spiller fra Chicago-holdet (vores modstander i finalen), som allerede efter vores kamp i indledende runde spurgte Signe, om hun ikke kunne tackle lidt blødere. Hun var jo meget stærkere end alle andre, lød argumentet og "We have kids at home" blev nævnt... Undskyld, men man spørger vel ikke en løber, om han ikke lige kan sætte farten ned, fordi alle andre er langsomme? Chicago-spilleren fik derfor pænt at vide, at sådan spilles håndbold altså i Danmark, og at så længe tacklingerne var rene, så måtte hun finde sig i det (eller begynde at spille basket...) Da jeg skulle tage samme spiller ud mand-til-mand i finalen, havde hun derfor ingen intentioner om at nærme sig, men blev i stedet pænt oppe på midten af banen. Jeg kan ikke afvise, at det har haft en betydning, at jeg til vores træner, Bini, signalerede opdækningen med en hånd, der krydsede halsen. Resultatet var i hvert fald, at hun ikke skulle nyde noget af "Take her out" ;-)

Det lille optrin fra Chicago var dog den eneste antydning af dårlig stemning i løbet af weekenden. Stemningen holdene imellem var fantastisk, og alle var bare begejstrede for at kaste bolde rundt til de nationale mesterskaber. Mange af os ville aldrig have chancen for det i Europa, for det svarer jo til at spille slutspillet i Boxer Ligaen derhjemme. Der blev derfor uddelt masser af krammere på tværs af holdene og drukket en del øl om aftenen. Sidstnævnte førte vi i NY dog væsentligt på. De andre hold må være lidt irriterede over, at vores spillere (og især mændene) er så gode, at de kan uddele tæv til alle modstandere og samtidig have drønende tømmermænd! Jeg er nu meget godt tilfreds, for som dansker er jeg jo vant til, at øl bringer folk sammen, så jeg lærte mine herlige klubkammerater endnu bedre at kende.

Medaljeoverrækkelsen

Photoshoot! Det her er de virkelige vindere!

Da trofæer og medaljer var vundet, gik turen hjem mod Times Square (i en bus uden aircondition). Med medaljer om halsen og egyptiske Sayed i front indtog vi derfor pladsen jublende og glade til stor underholdning for alle turisterne. Efter et lille fotoshoot tog vi på bar, hvor øllene stod klar til os og indbød til en lang søndag aften. Det var derfor en meget hård mandag morgen, da jeg klatøjet kl. 9.00 hilste på min nye chef, Rune, som erstatter Jon til juli. Rune får lidt introduktion til arbejdet i denne her uge, hvor han leder efter lejlighed i byen. Da jeg sammen med Jon ved 16-tiden havde introduceret ham til vores lead-generering, gik jeg dog hjem på en tidlig fyraften. Sengen kaldte i dén grad på mig!

The World's Handball Club - den bedste klub i verden, hvis du spørger mig!

Et lille sammenklip fra søndagen set med danskernes øjne (undskyld Signe…)

Vi fester!

Der blev lavet et lille klip om vores sejre, som kan findes her: AOL Rise Sports Update

Og hvis du ikke allerede har set den film, "Home Court", som i 2012 blev produceret om klubben, så gør det! Den fortæller virkelig historien om den tolerance og det venskab, som jeg er fortabt i. Link og kode til den findes på min væg på Facebook :-)