tirsdag den 5. maj 2015

Min ventil

Jeg tror de fleste mennesker har brug for et sted, hvor luften kan lukkes af ballonen, inden den sprænger. En ventil for vrede og frustrationer. Sommetider ligger den ventil i bunden af en ølflaske,  men jeg prøver så vidt muligt at bruge et alternativ. Min ventil er et svedigt lokale fyldt med tunge jernskiver, for der er ikke noget bedre end at træne sig selv halvt ihjel, når hovedet skal have lidt ro. Det er nemlig svært at være tungsindig, når kroppen er bombet, og endorfinerne ræser rundt i kroppen.

I New York ville det alt andet lige være billigere for mig at bruge øl-metoden, da et medlemskab i mit lokale center koster $75 - væsentligt dyrere end Fitness World derhjemme! Men at bo i byen, der aldrig sover, har sine fordele. Således er Ludlow Fitness, som mit center hedder, bemandet 24 timer i døgnet, hvilket er utrolig praktisk, når jeg, som i dag, skal have lukket luften af ballonen kl. 22.30. Efter det, der nok kan kategoriseres som mit livs mest demotiverende håndboldtræning, var det en befrielse at finde de store vægte frem og lade agressionerne få frit løb. Det dur jo ikke, at jeg 9 dage før Nationals mest af alt har lyst til at melde pas og forlade banen.

Derfor længe leve mine små tunge venner! De er et dyrt, men dejligt bekendtskab.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar