søndag den 26. juli 2015

I mit nabolag

I mit nabolag bor der en mand, som er psykisk syg. Ja, der bor nok flere, men ham her lægger man mærke til. I dag da jeg skulle ned i kiosken, når jeg kun lige at stikke hovedet ud af hoveddøren, før der flyver en skruetrækker gennem luften. Normalt har han ellers meget godt fat i den, mens han står nede på gaden og laver de underligste karate-lignende bevægelser. "Hough!", med en voldsom bevægelse slår han ud i luften med skruetrækkeren i hånden. Én gang til, og én gang til. Sådan har det været den sidste måneds tid, så nu holder jeg mig på pæn afstand af ham, når vi passerer hinanden på gaden. Skal ikke nyde noget af, at komme i nærkontakt med den skruetrækker! Men det er nu synd for ham, for han er altid forfulgt og i kamp med sine usynlige fjender. Gad vide, om han nogensinde slapper af.

Jeg må have set lidt overrasket ud, da jeg trådte ind i kiosken i dag, for en ældre mand, som havde set den flyvende skruetrækker, kom venligt over til mig og sagde: "It's okay. He doesn't want to hurt anyone. It's just a part of his mental condition." Det havde jeg jo regnet ud, men det var sødt af ham at sige det, for jeg blev jo temmelig forskrækket.

Da jeg står ved kassen og skal til at betale, siger en fyr ved siden af mig: "You're just such a beauty." Typisk, når jeg hører det, så kommer det fra en af de lidt skumle typer eller en flok unge drenge ovre fra blokkene, og så er det ikke så rart. Ham her så heldigvis flink ud og ligende mest af alt en familiefar på vej hjem med mælk til ungerne. Jeg smilede, sagde tak og gik ud af kiosken.

En tur i kiosken, der på mange måder er det perfekte billede på mit New Yorker "hood". Her er flere svagtbemidlede end folk i hvide skjorter. Her er den faste gruppe af hjemløse og mennesker, som godt kunne bruge lidt pleje og et ekstra serviceeftersyn. Her familierne, hvor mor og far måske ikke helt har forstået, at chips ikke en grøntsag, og at sund og nærende aftensmad ikke består af et pizzaslice - eller også har de bare ikke råd til andet. Men her er også helt "almindelige" mennesker og et lokalmiljø, hvor folk kender hinanden og sender genkendelsens smil, når jeg siger hej. Det er sjældent i New York, at man bliver genkendt, men det gør jeg altså her, nede i den mere kedelige del af ellers så hippe Rivington Street. Det har været et godt hjem de sidste 6 måneder, ikke fordi det er et specielt lækkert område, men fordi det har givet et lille indblik i den verden, der ligger bag blokkene for enden af vejen. En verden, som er meget fjern fra det, jeg kender. Og det er netop en af de smukke ting ved byen, for her bor mennesker så kompakt, at en enkelt gade kan adskille to verdner. Du går fra området med de lækre restauranter og designertøj ind i kinas kopivarer og gadesælgere blot ved at krydse én gade. Fortsætter du endnu et par blokke, ender du der, hvor selv en falsk Chanel-taske til til $30 virker som en uoverskuelig stor investering.

Jeg bor lige på grænsen mellem den pæne del af Lower East Side og de sociale boligbyggerier, hvor der er allermest ballade. Gaden, der skiller det hele ad, hedder Pitt Street. To blokke længere oppe skifter den navn til Avenue C. De tre mest østlige avenuer på Manhattan har navnene Avenue B, C og D, men New Yorks brændmænd kalder dem "Brave, Crazy, Dead", fortalte Sean, som er brandmand i mit område og kæreste med Ari fra håndboldholdet. Det er mest for sjov, men er desværre ikke uden grund, for krydser man Avenue C og bevæger sig øst på, så er der bare en større sandsynlighed for, at det ikke bliver en rar oplevelse. Især, hvis det er om aftenen, og man ikke er en af områdets faste beboere. Så dér skal jeg ikke ud. Jeg nøjes med at holde mig her, hvor jeg ved, at det er trygt. Her risikerer jeg kun at blive ramt af en skruetrækker og ikke af den øske, som brandfolkene for nyligt hilste på øst for Avenue D.

New York er en crazy by, men jeg kan virkelig godt lide den!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar