En dreng græder hysterisk. Han sparker
og slår ud i luften. Aggressionerne får frit løb – så meget at han ryger ned på
gulvet. Han ligger på ryggen med benene i vejret. De går som trommestikker ud i
luften, mens han skriger. Hun råber, at han skal stoppe. En blanding af afmagt
og vrede spejler sig i hendes ansigt, mens hun hiver ham op på sædet Hun råber
lidt højere, men det hjælper ikke. Hun slår ham. Han skriger. Hun slår ham. Han
skriger. Han lægger sig ned på gulvet igen. Sparker ud i luften. Han bliver
stille. Hun skælder ud. Og så skriger han igen.
En kvinde fremmed kvinde blander sig.
Moren til drengen bryder sammen. Græder og græder. Den fremmede kvinde krammer
hende. Drengen stopper med at skrige. Han er sulten forklarer moren, og de er
på vej hjem. Den fremmede kvinde rækker ud mod drengen, og han sætter sig op på
skødet af hende. De snakker. Han er helt rolig. Putter sig ind til hende. En
fremmed. Moren græder. Hun er træt. Der er helt stille i toget. Dagens helt har
vist sig.
---
Den scene udspillede sig under mit tur
hjem med subwayen i sidste uge. Jeg sad lige overfor moren, der var på vej hjem
med sine to drenge. Den ene var tydeligvis hysterisk og træt, og hun havde
totalt mistet kontrollen i situationen. Han skreg, så det gjorde ondt i ørerne,
men man blander sig jo ikke i andre menneskers børneopdragelse, vel? Da hun
slog ham, gjorde det ondt inden i mig. Min mave vendte sig, og jeg kunne ikke
holde ud at se det. Havde det været hjemme i Danmark, havde blandet mig og
taget drengen i forsvar, men hvad gør man, når man er et sted med så mange
fremmede kulturer? Det er nok ikke første gang drengen bliver slået, ej heller
den sidste. For flere af hans kammerater i skolen er det sandsynligvis også
hverdag. Hvordan ville moren reagere, hvis jeg blandede mig? Og hvad ville de
andre i vognen gøre? Slår de deres børn derhjemme? Eller sidder de med samme
følelse som mig?
Konklusionen er, at jeg ikke turde
blande mig. New York er et krydsfelt af kulturer, som alle har deres egne
spilleregler. Det er svært at navigere i, og jeg frygter, at hvis jeg blander
mig i én konflikt, så bliver jeg centrum for en ny. Den lille familie kom
tydeligvis fra en anden bydel, hvor det at slå børn ikke er unormalt. En bydel
ligesom den, der ligger øst for Avenue Death, hvor der glæder helt andre
spilleregler. Jeg var en bangebuks, men heldigvis var der en, som var modigere
end mig. Mennesker som hende bør hyldes!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar