torsdag den 12. marts 2015

Newyorker-stemningen nærmer sig

Min gæsteblogger har nu fået sit yndlingsmenneske tilbage, jeg er tilbage i vante rammer på Rivington Street, og der har slet ikke være tid til at savne den lille nævenyttige dame. De sidste fem dage har nemlig været med fuld tryk på!

De kulturelle
Inden den obligatoriske håndboldtræning i lørdags havde Line inviteret mig med til en stor kunstudstilling på Pier 94, The Armory Show. Det er en af verdens førende kunstmesser inden for moderne og nutidig kunst, og Line havde været så heldig at få to VIP-billetter gennem konsulatet. Vi gik rundt på den nutidige del i 3-4 timer, og det var enormt spændende! Line læser jo kunsthistorie og formår derfor at stille alle de rigtige spørgsmål til de udstillende gallerister. Billederne fortæller næsten selv historien om en rigtig "newyorker-lørdag".











Et besøg hos de "rigtige" studerende
Efter at have efterladt Lincoln med en tom blære og en godbid i munden begav jeg mig i søndags op til Columbia University, hvor jeg havde aftalt at mødes med Mathias over en kop kaffe. Han sad og svedte  over midterm-eksamenerne, som han er oppe til i denne uge, og virkede derfor som en mand, der kunne trænge til en pause. Efter en lille guidet tur på campus satte vi os ned på en nærliggende café. Det var skide hyggeligt at få snakket lidt i ædru tilstand, så de ord, der kom ud af min mund, ikke var: "Skjaaaa' vij ha' en G-T mer'?" Samtidig var det sjovt at se universitetet, som på mange måder minder om Uniparken i Århus i og med, at skolen er bygget op omkring en stor plads i midten. Det rigtig fede ved Columbia er dog, at alle studier er samlet ét sted og ikke spredt ud over byen, som det gør sig gældende for AU.

Universitets-selfie!

Hovedbygningen, som i følge Mathias, mest af alt bare står til pynt.
Stegt flæsk med persillesovs
… det var, hvad jeg fik til aftensmad igår! Tro det eller ej. Vi har kun været her 1,5 måned, og vi hungrer allerede efter dansk mad, så i går tog alle praktikanterne på The Copenhagen. Sofies kæreste, Mads, var selvfølgelig også med, da han er herovre lige nu og bor hos os den næste månedstid. 
Det var en super hyggelig aften, hvor menuen for mit vedkommende stod på kartoffelsuppe, stegt flæsk, "Gnalling"(som er en ost fra Arlas specialserie) og øllebrød med creme af hvid chokolade. Maden var virkelig lækker, men aftenens højdepunkt var dog det hjemmebagte rugbrød! Resten af verdens befolkning går virkelig glip af noget der!

Mine søde kolleger: Cecilie, Rasmus og Line.

Kold Carlsberg, det skal der til!

Masser af sovs, men lidt for lidt flæsk ;-)
Lidt lækkert lir
På konsulatet har vi netop fået ny teleudbyder og dermed også nye telefoner. Som du kan se, er det ikke af den billige slags.


Vi siger tak til de danske skatteydere og nyder vores nye arbejdsredskab (læs: legetøj)!

(Inden folk går helt amok over det offentliges forbrug - som selvfølgelig er for højt, men det er en anden diskussion - må jeg nok hellere skynde mig at tilføje, at der er blevet sparet en hel del penge ved at skifte teleudbyder og ja, det er teleudbyderen, der stiller telefonerne til rådighed.)

Nu må jeg hellere knalde brikker og drømme om det dejlige morgenbord, jeg møder ind til i morgen tidlig. Der er jo en fin ordning, hvor de fastansatte skiftes til at medbringe morgenmad om fredagen. I sidste uge, hvor stort set alle var væk, havde vi praktikanter lavet vores eget lille morgenmadsshow. Det viste sig nu at blive et stort show med bl.a. nybagte bagels og doughnuts fra NY's bedste doughnut-butik, Dough i Brooklyn. Rebecca skal stå tidligt op i morgen, hvis hun skal matche den omgang. Heldigvis kan mindre også gøre det. Vi skulle jo nødigt blive alt for fede herovre!

Godmorgen for en fredag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar