onsdag den 18. marts 2015

"Employees must wash hands"

Enten var der en analfabet eller bare en person med lav hygiegnestandard blandt det personale, som i løbet af fredag aften servicerede mig. I hvert fald havde vedkommende ikke fulgt instruktionen på det skilt, som ellers er obligatorisk på alle restaurationers toiletter herovre: "Employees must wash hands". Jeg har derfor kæmpet med en madforgiftning hele weekenden. Jeg vil spare jer for deltaljer, for det var absolut ikke kønt… Det sætter derimod lidt perspektiv på det forslag, som kom i starten af februar fra den republikanske senator Thom Tillis fra North Carolina. Han foreslog nemlig, at skiltene burde være valgfrie, så de frie markedskræfter kan råde og dermed medføre skilte der, hvor det betyder noget for kunderne. Som den liberalist jeg er, kan jeg selvfølgelig godt følge hans argument, omend det er ude på et område, som virker lidt skørt. De skilte er tydeligvis fuldstændig ligegyldige, eller det er i hvert fald, hvad mine erfaringer siger nu.

Fredag aften startede ellers godt med, at Cecilie og Rasmus gik i Hong Kong Supermarked i Chinatown for at handle ind til lasagne, som vi efterfølgende lavede hjemme hos Rasmus. Og ja, det slog mig da en enkelt gang, mens jeg lå med hovedet i kummen, at fødevarer købt i Chinatown kunne være en oplagt synder, men eftersom ingen af de andre havde problemer, er kineserne udenfor mistanke. I stedet mistænker jeg baren, hvor vi fik drinks eller McDonalds, hvor jeg i min brandert syntes, at en omgang nuggets var mega lækkert (og det er så sidste gang det sker!)

Indtil jeg ved 1-tiden gik hjem, var aftenen god og fyldt med billige og farvede drinks. Vi fik selskab af en af praktikanterne fra Sverige samt en Tinder-fyr, som Cecilie havde matchet med. Sidstnævnte fyr lader dog ikke til at være lige så heldig med sin Tinder-date, som min Rasmus var med sin for et års tid siden ;-)

To danskere prøver at finde vej i et meget anderledes supermarked...

… hvor der disse bl.a. sælges levende. Giver i øvrigt hele butikken samme lugt som havnen i Hvide Sande - så lækkert!

Slutresultatet: Masser af lasagne med masser af ost!

Chinatown er underlig. I denne periode ofres der mad til en eller anden gud på nogle meget lave borde. De eneste, der for noget ud af det, er vist vores firbenede venner med lange klamme haler...

Denne uges højdepunkt på kontoret er, at vi endelig har fået en Nespresso-maskine. Hvis kaffen i det offentlige derhjemme er dårlig, så er det intet mod hvor ringe, den er herovre. Den smager bogstaveligt talt af sure tæer, og jeg har derfor kun til nød en drukket kop, når koffeintrangen blev for stor. Vores nye maskine er blevet døbt "Anders", idet Anders fra handelsafdelingen har været en meget ihærdig primus motor i de 3-4 måneder, det har taget at skaffe maskinen. Folkene i administrationen har derfor ikke været i tvivl om, at ønsket om en ny kaffemaskine har været MEGET stærkt!

Da vi selv skal købe kapsler til maskinen, var Cecilie og jeg i dag forbi Nespresso og prøvesmage de mange forskellige varianter. Vi købte et par pakker hver, men selvom de er væsentligt billigere herovre end derhjemme, så tror jeg, at vi finder nogle "uofficielle" kapsler, når vi har lidt mere styr på smagsvarianter. Det betyder ikke det store for mig, om der står "Nespresso" på min kaffe-kapsel eller "unkown", så længe det smager godt!

På Nespresso-shopping

Nu vil jeg en tur i mit lokale fitnesscenter. Det koster $75 om måneden (ca. 500 kr.) og giver derfor pænt dårlig samvittighed, hvis det ikke bliver brugt. Er allerede bagud med en uge pga. mit lille sygdomsudbrud. Afsted med mig! Det kan kun gå for langsomt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar